Det kræver mod at lægge sit hjerte frem.

Og det kræver endnu mere mod at gøre det i et program som 'Villa of Broken Hearts', hvor flere ser med, når den pæne facade krakelerer.

LÆS OGSÅ: Sådan går det deltagerne fra 'Villa of Broken Hearts 2025' i dag

Alligevel var det præcis det, Camilla Frederikke gjorde, da hun valgte at medvirke i programmet.

For efter 12 år som single, en række nedslidende relationer og et liv, hvor hun alt for ofte har vendt vreden indad, stod hun et sted, hvor noget måtte ændre sig.

LÆS OGSÅ: Psykolog: Hvis du altid forelsker dig i den forkerte, skal du spørge dig selv om dette

»Jeg har været single i 12 år og datet i mange år, og jeg kunne mærke, at de ting, jeg havde gjort tidligere, ikke fungerede.« 

»Jeg har været uheldig med at møde de forkerte mænd, hvor nogle af dem har gjort mig så meget skade, at min tillid til mænd var i minus,« fortæller Camilla Frederikke, som takkede ja til at deltage i programmet, fordi hun så det som en mulighed for at arbejde med sine datingmønstre og sig selv.

»Når jeg har datet, har jeg været utrolig naiv, og jeg er gået på kompromis med mig selv så mange gange, at jeg til sidst slet ikke kunne mærke mine egne behov. Jeg vendte konsekvent vreden indad og tænkte: 'Det må være mig, der er problemet'.« 

»I stedet for at stille spørgsmålstegn ved deres adfærd, blev jeg ved med at justere på mig selv,« fortæller Camilla Frederikke, som i programmet fik mulighed for at øve sig i at sætte grænser i et trygt rum.

Og så fortæller Camilla Frederikke, at hun har skammet sig over at være single så længe.

Hvorfor skammede du dig over at være single?

»Jeg tror, det handler rigtig meget om, at jeg har set mine venner, veninder og familiemedlemmer få kærester, gå ind i stabile relationer, blive gift og stifte familie.«

»Jeg har altid set mig selv som en forholdspige, så det har ramt mig hårdt, at jeg aldrig rigtig har kunne få det til at fungere. Jeg følte, det var pinligt, at jeg ikke kunne finde ud af noget, som virkede så grundlæggende og nemt for alle andre,« siger hun og fortsætter:

»Skammen ligger også i, at jeg har gået så meget på kompromis med mig selv og mine egne følelser. Jeg har slukket min indre red-flag-alarm, når jeg har datet og har slet ikke spurgt mig selv, om han kunne møde mine behov.« 

»I stedet har jeg været optaget af, om jeg var god nok til ham. Og det er derfor, det har føltes skamfuldt at være single så længe — for i min singleperiode har jeg igen og igen undermineret mig selv fuldstændigt.«

Hvilket pres har du oplevet som single?

»Det største pres kommer fra samfundet og den biologiske virkelighed. Som kvinde ved jeg godt, at jeg har en form for tidsramme, hvis jeg drømmer om at få børn. Jeg har ikke engang besluttet, om jeg vil have børn, men bare tanken skaber et pres.« 

»Jeg har været ekstremt karrieredrevet gennem hele mine 20’ere, og nu, hvor jeg er blevet over 30, tænker jeg bare: 'Wow, tiden er virkelig gået stærkt.' Jeg har sagt til mig selv, at jeg ikke ville stresse over det – men det er svært ikke at gøre det, når man begynder at føle sig ensom og længes efter tosomhed.«

På nuværende tidspunkt ønsker Camilla Frederikkes kæreste at være anonym og nævnes derfor ikke ved navn.
På nuværende tidspunkt ønsker Camilla Frederikkes kæreste at være anonym og nævnes derfor ikke ved navn. Foto: Privat

Hvordan står det til med kærligheden i dag?

»Det går virkelig godt. Jeg har fået en kæreste efter programmet, og det er første gang, jeg føler mig i et sundt og ægte forhold. Jeg føler virkelig, at han er min person, og jeg kan stole 100 procent på ham. Det har jeg aldrig prøvet før.« 

»Det tog lang tid at åbne mig helt op over for ham, fordi jeg har været så vant til at beskytte mig selv. Men han gav mig plads og tid – og det har gjort hele forskellen.«

Hvad har det gjort ved dine tidligere følelser af skam?

»Han har bekræftet mig i, at jeg er præcis, som jeg skal være. Jeg havde bare ikke mødt den rigtige. Når man møder den rigtige, bliver alting nemmere.« 

»Jeg har måske mødt fyre, der ikke passede til mig, men det betyder ikke, at der var noget galt med mig. Det ved jeg nu.«