Bukseløs Torben Chris vågnede op hos fremmede: 'Jeg tænker fuck fuck fuck!'
Torben Chris om sine bedste og værste festivalminder.
Torben Chris om sine bedste og værste festivalminder.
»Jeg tænkte bare fuck, fuck, fuck!« griner Torben Chris.
Den 49-årige standupkomiker har netop indledt sin festivalsommer på Jelling Musikfestival, hvor han er kommet, siden han var 14 år.
Torben Chris er hvert år på flere festivaler i løbet af sommeren, og i den forbindelse har B.T. bedt ham afsløre et par af de bedste og værste minder.
Det bedste festivaljob:
Når Torben Chris tænker på sit bedste festivaljob, nævner han det job, han er mest stolt af, nemlig da han engang skulle optræde på Smukfests store bøgescene foran 25.000 mennesker.
Torben Chris fortæller, hvordan han dagen forinden får tanken, at hvis han når at drikke sig hurtig fuld nu, vil han være frisk til jobbet dagen efter.

Og det lykkedes lidt for godt.
For efter en lang dagsbrandert, hvor han når at tage en lur undervejs, vågner han næste morgen helt forvirret i en fremmed mands sofa.
»Jeg ved jo, at jeg burde vågne op på en festival, og så er jeg i et eller andet hjem på en sofa, hvor en hund løber rundt ved siden af mig. Jeg tænker 'fuck, fuck, fuck, gad vide, hvor jeg er',« fortæller han.
»Så kommer der en mand ind i stuen. 'Nåh, du er vågen. Jeg faldt over dig i byen her klokken halv seks i morges, hvor du stod og uddelte krammere til tilfældige mennesker på pizzeriaet',« genfortæller han.
Den fremmede vidste, at Torben Chris skulle optræde på Smukfest, så han tænkte, det var bedst, hvis han fik noget søvn.
Torben Chris spurgte manden, hvor hans bukser var henne.
Dem var mandens kone i gang med at sy en knap i efter han havde smidt dem på pizzeriaet.
Torben Chris fik et lift op til festivalen og var kampnervøs, da han skulle på scenen.
»Hvis det ikke gik godt, var det jo min egen skyld. Men så gik det bare pissegodt,« griner han.
»Jeg murertævede scenen fra hinanden og gik af scenen bagefter med fornemmelsen af, at det havde jeg ikke lært en skid af, haha.«
Det værste festivaljob:
Torben Chris har modsat svært ved at nævne 'et værste job', da han ikke rigtig har oplevet, at det gik galt.
»Så har det kun været, når det ikke har været helt gennemtænkt fra arrangørens side. Hvor et band fx går i gang med at spille i teltet ved siden af, inden man er færdig,« fortæller han.
Hvad gør du altid, når du er på festival?
»Så snart jeg går i gang med at drikke, linker jeg altid min mobil fast til bukserne. Og så har jeg inden i mobilcoveret skrevet min storebrors telefonnummer, til hvis bukserne bliver væk.«
Hvad gør du aldrig mere, når du er på festival?
»Jeg er egentlig altid villig til at gøre dumme ting, hvis det er sjovt. Men et generelt tip til andre: 'Slap nu af med de shots'. Man skal nok nå at blive fuld. Du har fire dage til at feste i.«