»Hvad fanden er det her?«
Sådan lyder reaktionen fra Bubber, der er rystet over den aktuelle situation mellem Grønland, Danmark og USA.
B.T. har spurgt tv-vært Niels Christian 'Bubber' Meyer, hvad han tænker om Donald Trumps aktuelle planer om at ville overtage Grønland.
»Man skal ikke eje et folk, og man kan ikke handle med mennesker,« siger Bubber.
Ifølge værten er det eksempelvis den amerikanske præsidents retorik, han hæfter sig ved, som angiveligt er et forsøg på at fremstå som den diktator, han i virkeligheden ønsker at være.
»Det er så ulogisk. Det handler om, hvis du vil kontrollere verden, skal du gøre det med frygt. Og det er præcis det greb, han benytter sig af. Han sætter en frygt i os alle sammen.«
Er der en frygt i dig?
»Ja - frygten er jo, at det er så ukontrollerbart. Han vil skrive sig selv ind i historiebøgerne og have magt. Han er inkompetent, arrogant, narcissistisk og magtsyg, og det er dét, der ryster. Det er ikke 'Make America Great Again', det er 'Make Trump Great Again'.«
Donald Trumps forsøg på at presse Grønland har samtidig udviklet sig til konkrete trusler om straftold.
Præsidenten har advaret om en told på ti procent på varer fra Danmark og syv andre europæiske lande fra 1. februar.
Fra 1. juni vil tolden stige til 25 procent, hvis landene ikke retter ind efter hans ønske om at overtage Grønland.
Det greb finder Bubber fuldstændig latterligt.
»Det er som en børnehave, hvor Trump forsøger at tage fredagssaften fra os. Det er fuldstændig urealistisk.«
Ifølge tv-værten er situationen alvorlig, fordi den vedrører hele verden – og især fremtiden for vores børn.
»Det står rigtig slemt til.«
Bubber fortæller til B.T., at han har et nært forhold til Grønland, som han besøger hvert år i forbindelse med sin årlige cirkusturné med Cirkus Arena.
»Det er et fantastisk folkefærd, og den gæstfrihed der er, er unik – så amerikanerne skal være velkommen til at komme forbi og hygge sig. Men udover det, skal amerikanerne holde snotten langt væk. Grønland er jo sig selv, og det skal de have lov til at være.«
Han tilføjer:
»Hvis vi ikke holder sammen, så knækker det. Vi må ikke ryste i bukserne, men samtidig er det svært, for Europa kæmper mod noget, der er urimeligt. »
Selvom Bubber er rystet over situationen, som han betegner som ukontrollerbar, nærer han alligevel et håb.
»Jeg er sikker på, at fornuften vil sejre. Der kommer til at ske noget, så det kommer i sig selv. Men lige nu kan man ikke se, hvordan det vil ende. Jeg tror på, at retfærdigheden vil sejre.«
Du kan følge hele dramaet omkring USA, Grønland og Danmark i B.T.s liveblog lige HER.

