I 2019 afslørede Bubber, at han skulle skilles og samtidig ventede barn med en ny kvinde.
Kvinden viste sig at være Signe Rossing, som tidligere havde været barnepige i Bubbers første ægteskab med Christina Ibsen.
I 2023 blev Signe Rossing og Bubber – med det borgerlige navn Niels Christian Meyer – forældre til parrets andet barn. Men at skabe en ny familie med helt små børn er slet ikke noget, Bubber fortryder, trods han har rundet 59 år.
Det fortæller han til Se&Hør.
»Jeg fortryder sjældent noget. Og det er ikke bare noget, jeg siger. For hvad hjælper det? Helt ærligt,« siger han.
I oktober besøgte Bubber 'B.T. & det gode selskab', hvor han fortalte om sit meget omtalte familieliv. Det kan du høre mere om i videoen herunder:
Bubber beskriver det som et »privilegie« at have taget en ny omgang med små børn.
Og den danske tv-personlighed kan da heller ikke forestille sig, at han ikke havde fået de to yngste børn, beskriver han.
Faktisk er han »lykkelig for at have fået chancen igen,« forklarer han til Se&Hør.
Bubber har i alt fem børn. Hans tre ældste børn, Sofie, Laura og Oscar, fik han i sit første ægteskab med Christina Ibsen, mens han har fået Rosa og Albert med Signe Rossing.
