Efter B.T.s interview er Kevin 'Bro' Andreasen blevet tiltalt i en tre år gammel voldssag. Han nægter sig skyldig. Læs mere om det HER.
Musikeren Kevin 'Bro' Andreasen havde sit største hit med 'Paradise Hotel'-titelsangen 'Sydpå'.

Nu er han aktuel som deltager i det nye realityprogram 'Villa of broken hearts' – men her fik han altså ikke lov til at stå for musikken.
»Jeg prøvede faktisk, for at være ærlig,« siger Kevin 'Bro' Andreasen og slår en stor latter op, da B.T. hører ham ind til sagen under pressedagen for det nye program.
»Men der er ikke nogen titelsang – jo, der er sådan et halvt stykke af noget – men de sagde nej, så fair nok.«
I realityformatet 'Paradise Hotel' har Bro dog to gange fået lov at lave titelsangen – anden gang med sangen 'Døgnrytme' – og i samme ombæring deltog han kortvarigt som gæstestjerne i programmet.

Men for ham at se er 'Paradise' noget helt andet, end nu hvor han kan ses på Prime Video i 'Villa of broken Hearts'.
»Jeg sagde, at hvis det minder om andre programmer, som jeg synes er lidt vulgære, så skal jeg ikke være med,« forklarer Bro, det blev forsikret om det modsatte.
»Jeg synes, det er sindssygt, hvad de programmer er blevet til – at man viser det i tv, det kan jeg slet ikke forstå. Min søn eller datter skulle aldrig være med i sådan et program. Da jeg var derinde var det en anden tid, jeg var så heller ikke derinde som deltager, men det er min holdning til det der.«
