Brian Lykke har aflivet hunden – og løjet for konen: 'Vi har slået ham ihjel'
Brian Lykke har netop sagt farvel til familiens mangeårige hund, og nu er han kommet til at love sin kone, at de skal flytte på landet og få en ny – men det har han ikke lyst til, afslører han nu.
Komiker og skuespiller Brian Lykke. Foto: Linda Kastrup/Berlingske
Brian Lykke og familien har for få uger siden fået aflivet deres 14 år gamle og højtelskede cockerspaniel Carlos.
Men faktisk nyder den 50-årige komiker den nyfundne frihed som hundeløs i hjemmet på Vesterbro – selvom han er kommet til at love hustruen, psykologilektoren Tilde Mardahl-Hansen, at de skal flytte på landet og få en ny hund.
Det afslører Brian Lykke selv som gæst i det nye afsnit af Linse Kessler og Janni Rees nye Pluto TV-program 'Divaernes Dilemmaer'.
»Vores gamle hund Carlos har vi lige slået ihjel,« lyder det her direkte fra Brian Lykke.
»Vi har lige slået ham ihjel. Altså aflivet ham. Vi har sagt farvel til ham,« understreger komikeren overfor de to notorisk hundeelskende værter.
Brian Lykke kalder her aflivningen en »trist,« men også »meget fin oplevelse«, der foregik hjemme i københavnerlejligheden, hvor den »gamle, trætte« og »elskede« Carlos lå i sin kurv omringet af familien, mens en dyrlæge gav ham de nødvendige sprøjter.
Komiker, skuespiller, tv- og radiovært Brian Lykke har fået aflivet sin hund – men nu har han altså alligevel ikke lyst til at flytte ud af byen og få en ny, selvom han har aftalt det med sin kone, indrømmer han. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Også parrets døtre, den 22-årige Asta og den 18-årige Lily, var med, og alle savner de nu den kære, mangeårige følgesvend, lyder det.
»Men jeg må også indrømme, jeg nyder friheden. Jeg nyder, at man ikke skal ud og gå,« siger Brian Lykke ærligt om københavnerlejligheden på tredje sal, som hunden til sidst ikke engang kunne klare trapperne til.
Brian Lykke og hustruen Tilde Mardahl-Hansen har dog aftalt, at de skal have hund igen, når de en dag skal flytte tilbage til den friske luft på landet.
Der er bare et problem – og det er ikke døtrene, der lige straks er helt flyttede hjemmefra.
»Det er aftalen: Når vi er flyttet ud af København, så skal vi have hund igen. Jeg har bare ikke lyst til at flytte ud af København,« indrømmer Brian Lykke nu i tv-programmet.
»Jeg synes jo ikke, det er en løgn. Men det er jo heller ikke hundrede procent reelt,« indvender han.
De hundeelskende værter Linse Kessler og Janni Ree er dog enige om, at der nok skal komme en ny hund i Brian Lykke og hustrus liv.
Faktisk med fordel to, så hundene kan tage sig lidt af hinanden også, lyder rådet.