Neutral, neutral, neutral.
Har du svært ved at vælge, hvilken politiske retning du hælder til ved kommunalvalget?
Så kan du passende sætte dit kryds den 18. november ud for den tidligere professionelle cykelrytter Brian Holm, der stiller op for Konservative.
Ifølge TV 2s kandidattest er han nemlig blandt de mest neutrale kandidater i Frederiksberg Kommune. Brian Holm har svaret neutral på 16 ud af 27 spørgsmål – kun overgået af Martin Skytte fra Ham Stokken.
Men resultatet er ikke helt tilfældigt.
Til B.T. fortæller Brian Holm, at han kun sidder i udvalget for kultur og fritid, og derfor ikke har stærke holdninger til mange af de øvrige kommunale emner.

Da Brian Holm første gang blev meldt ind, var han en del af tre udvalg – men kombineret med sin stilling som sportsdirektør, blev det for meget.
Derfor trappede han ned til dét udvalg, der matcher ham bedst.
»Med 120 rejsedage om året i forbindelse med min stilling som sportsdirektør blev det for meget – jeg måtte melde afbud, og så kom der ballade. Medierne begyndte at skrive om det. Så for at undgå flere afbud trappede jeg ned til ét udvalg,« siger han.
Hvis han bliver genvalgt, vil det blive hans tredje periode – og ugerne op til afgørelsen kan, lidt overraskende, sammenlignes med hans sportslige karriere.
»Det er ligesom at køre cykelløb. Vi gør det bedste, og så går det, som det går. Ved sidste kommunalvalg tabte vi (Konservative, red,.) efter 112 år, og det var ligesom at tabe et cykelløb.«
Nu er han ikke længere sportsdirektør – og han håber derfor at blive en del af Frederiksberg Kommunes udvalg for by- og erhvervsstrategi.
»Jeg er gammel murer, så det udvalg gad jeg godt være en del af. Det giver blandt andet mulighed for at debattere om flere parkeringshuse,« siger Brian Holm.

