Der var lagt op til en hyggelig eftermiddag, da pressen torsdag var inviteret til pressemøde i anledning af den nye sæson af tv-programmet 'Over Atlanten'.

Hyggen blev hurtigt afløst af en noget trykket stemning, da musikeren Branco mildest talt ikke brød sig om de spørgsmål, han blev mødt af. 

I Kanal 5-programmet 'Over Atlanten' krydser otte kendte danskere Atlanterhavet i sejlbåd over små tre uger.

Produktionselskabet bag, Discovery, inviterede sammen med kommunikationsbereauet Geelmuyden Kiese journalister fra en håndfuld medier, herunder B.T., til en pressevisning med efterfølgende mulighed for at stille spørgsmål til de medvirkende. 

Eftermiddagen startede anderledes rolig med snacks, pizza og en biografvisning af første afsnit af serien i biografen Vester Vov Vov. Der blev klukket af billederne fra de bageste rækker, hvor seks af programmets deltagere mindedes deres eventyr i en sejlbåd over Atlanterhavet.

Rosa Kildahl og "Branco" Benjamin Cimatu. Femte sæson af discovery+ "Over Atlanten" præsenteres i København torsdag den 25. januar 2024.
Rosa Kildahl og "Branco" Benjamin Cimatu. Femte sæson af discovery+ "Over Atlanten" præsenteres i København torsdag den 25. januar 2024. Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Skiftevis kunne pressens fremmødte efterfølgende møde deltagerne i par til en snak. Branco sad side om side med den tidligere bagedystdeltager Rosa Kildahl. 

Ekstra Bladets journalister var først i køen, og de ti minutter, som var blevet sat af til samtalen, blev pludselig afbrudt før tid.

Branco rejste sig op midt i dagens første interview og råbte til arrangørerne, at journalisterne stillede ham spørgsmål om hans virksomhed. Det var i følge ham alt for dårligt og useriøst.

Han stillede sig derefter tæt op af Ekstra Bladets journalister for at bede om både for- og efternavn på dem. Dem fik han, men krævede nu også fotografens SD-kort udleveret, så optagelserne aldrig kunne se dagens lys. 

Da det ikke lykkedes at få det, henvendte han sig til PR-folkene for at høre, om de ville tage Ekstra Bladets kamera, eller om han selv skulle gøre det.

Spørgsmålet drejede sig Brancos virksomhed M4Lmusicgroup ApS, som sidste år blev sendt til tvangsopløsning af Erhvervsstyrelsen, da de fandt fejl i regnskabet for 2021.

Det huede ikke rapperen, som prøvede at udvandre fra arrangementet. PR-folkene forsøgte febrilsk at tale ham til ro, så han kunne gennemføre samtaler med journalisterne fra de resterende medier, alt imens Rosa Kildahl sad pænt og ventede.

Sarah Grünewald. Femte sæson af discovery+ "Over Atlanten" præsenteres i København torsdag den 25. januar 2024.. (Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix)
Sarah Grünewald. Femte sæson af discovery+ "Over Atlanten" præsenteres i København torsdag den 25. januar 2024.. (Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix) Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Pressemødets arrangører undskyldte til den rasende rapper og fortalte, at journalisterne var tydeligt instrueret i, at de kun kunne stille spørgsmål om programmet. 

B.T. er dog selv i besiddelse af invitationen, hvor det ikke fremgår, at spørgsmålene skulle rettes mod programmet. Det blev heller ikke nævnt i Vester Vov Vov før episoden.

Arrangørerne fik ro på Branco, og det blev B.T.s udsendtes tur til at komme i audiens. Alle spørgsmål blev nu beordret rettet mod programmet og intet andet.

Under samtalen fortæller Branco blandt andet, at han forlod 'Over Atlanten' med nogle vigtige ting i bagagen.

Hvad kunne det for eksempel være?

»Jeg føler, at jeg har fået mere tålmodighed og længere snor, som er meget vigtigt. Jeg kan mærke efter turen, at jeg har fået mere overblik og struktur,« siger han.

B.T. har efterfølgende forholdt episoden for Discovery.

»Lad mig slå fast, at vi sætter stor pris på vores samarbejde med kolleger i pressen.  Alle skal selvfølgelig kunne føle sig trygge til vores arrangementer. Derfor er vi meget kede af, at der opstod en uacceptabel situation. Vi evaluerer den grundigt og håndterer det med stor alvor.« siger Esben Elborne, kommunikations- og PR-chef, Warner Bros. Discovery.

Flere medier, herunder B.T. har efterfølgende klaget over episoden til Discovery.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Branco, der endnu ikke er vendt tilbage på vores henvendelse.