Efter syv år som kærester er TV-parret Rasmus Tantholdt og Natasja Crone blevet gift.
»Det er jeg utrolig glad for,« siger Rasmus Tantholdt og fortsætter
»Vi har det utroligt godt sammen, så jeg var slet ikke i tvivl om, at vi skulle giftes en dag. Det faldt mig helt naturligt.«
Parret blev gift 16. december på Aarhus Rådhus, og det var vigtigt for især Rasmus Tantholdt, at han havde fødebyen med i sit ægteskab.
»Jeg har en stor tilknytning til byen, så det ville gøre mig glad, hvis vi blev gift på Aarhus Rådhus, hvor mine forældre også blev gift i sin tid. Nu skal vi holde en bryllupsfest til sommer i København, så jeg tænkte, at hvis jeg også skulle sætte mit præg på brylluppet, skulle det foregå i Aarhus. Det gik Natasja med til«
På rådhuset blev parret viet af ingen ringere end borgmesteren for Aarhus, som gommen kender personligt.
Rasmus Tantholdt og Jacob Bundsgaard kender hinanden fra fodboldstadionet Ceres Park, hvor AGF holder til. Det var en gammel aftale mellem de to, at det lige var ham, der skulle vie parret.
»I forbindelse med Karin Sallings 80-års fødselsdag i juli sidste år trak jeg ham til side og spurgte, om han ville. Det sagde han heldigvis ja til, hvilket gjorde mig enormt glad. Han klarede det fantastisk, og holdt en fantastisk tale.«

Rådhuset var ikke det eneste stykke af Aarhus, parret havde med til brylluppet. På et billede fra den store dag kan man se, at gommen har et AGF-tørklæde om halsen.
»Det var min gode ven Kasper Harboe, der kom snigende bagfra og kastede det over mig. AGF er en stor del af mig, så det var jeg glad for.«
Til januar går turen til Asien, hvor det nygifte par kan gøre en længe ventet ferie til en bryllupsrejse.
»Vi skal afsted med nogle venner til et sted i Thailand, vi har været mange gange. Det var ikke planlagt, at det var en bryllupsrejse, men det bliver det jo nu.«
Det var Rasmus Tantholdt, der i sommer tog initiativ til at tage parforholdet skridtet videre.

»Jeg havde inviteret nogle gæster og en kok til at komme og lave mad til Natasjas fødseldag. Klokken 18 holdt jeg en lille tale for hende og overraskede hende ved at gå på knæ og fri. Så udviklede fødselsdagen sig selvfølgelig lidt anderledes og lidt sjovere.«
De to har dannet par siden 2016 og bor i dag sammen i Vedbæk.
De har begge børn fra tidligere forhold.
Natasja Crone har sønnerne Samuel og Noah med eksmanden Nikolaj Back og Rasmus Tantholdt er far til Emil.
Det er Rasmus Tantholdts tredje ægteskab.
Tidligere har journalisten været gift med Caroline Boserup og Cecilie Beck.