Da sæsonens sidste afsnit af dating-programmet 'Bachelorette' løb over skærmen tirsdag, var Frederik Ottosen en af de bejlere, der måtte gå tomhændet derfra.   

Til hans fordel ser den manglende rose dog ikke ud til at have været nogen hindring for ham i et bestemt øjemed. Det skriver Alt for damerne

Ifølge mediet afslører programmets ene kvindelige deltager Mai Cermeño - som Frederik Ottosen bejlede til - nemlig, at det blev fysisk, da de to mødtes på årets Roskilde Festival.

»Det er to mennesker, der er stive, kigger på hinanden og tænker, vi har da kysset før, skal vi kysse igen? Det skal vi da,« fortæller hun tirsdag i podcasten 'Marcus og Realitypanelet'. 

Frederik Ottosen bekræfter ifølge Alt for damerne, at de har kysset under årets festival.

Hvorvidt Mai Cermeño kyssede med andre under festivalen, svarer hun dog tvetydigt på.

Hvad kysseriet kommer til at betyde for deres videre relation, står ifølge begge parter hen i det uvisse. 

Omvendt lægger Frederik Ottosen ikke skjul på, at han »selvfølgelig« ser potentiale i Mai Cermeño– og hele tiden har gjort det. 

Heldigvis for ham er det en udmelding, som hun kan nikke genkendende til. 

Mai Cermeño tilføjer ifølge Alt for damerne, at begge parter er indforståede med, at kyssene mellem dem er et udtryk for, at de to 'bare hygger' sig indtil videre.