Claus Meyer er tæt på et dansk koryfæ.

Med årtiers erfaring på den danske tv-mad-scene, så har han oplevet lidt af hvert. Det løfter han sløret for i DRs nye program: 'DRs bedste'.

Fra 1991 til 1999 var Claus Meyer nemlig fast inventar i de danske tv-stuer i programmet 'Meyers Køkken'. Og i 'DRs bedste' fortæller han, hvordan programmet fik telefonerne til at gløde, skriver Billedbladet, der har set programmet.

Programmet var en så stor succes, at danskerne straks fløj ud i dagligvarebutikkerne for at handle ind til den ret, som Claus Meyer diskede op med.

Arkivfoto fra 'Meyers Køkken' fra 1993.
Arkivfoto fra 'Meyers Køkken' fra 1993. Liselotte Sabroe

Noget der satte et stort aftryk hos dagligvarebutikkerne.

For i ugen op til, at programmet blev sendt, modtog DR nemlig opkald fra giganten Coop, der blandt andet står bag butikskæderne SuperBrugsen og Kvickly.

»Jeg kan huske, at Coop ringede og pressede Danmarks Radio til at få at vide, hvilken opskrift der kom i næste uge, fordi det havde dramatiske konsekvenser for deres disponering,«siger Claus Meyer i 'DRs bedste' ifølge Billedbladet.

Supermarkedgiganten ringede i håb om at kunne nå at vide, om der skulle købes ekstra ind af lørdagskyllinger, blomkål eller noget helt tredje, hvis nu Claus Meyer nævnte det i den kommende udgave af 'Meyers Køkken'.

'DRs bedste' sendes hver tirsdag klokken 20.00 på DR1 eller kan ses på DRTV.