Det sker jævnligt, at folk prikker Thomas Blachman, musiker og 'X Factor'-vært, på skulderen.
Og nogle gør også mere end det, siger han til Se og Hør.
Thomas Blachman fortæller mediet, at han ofte oplever, at folk »råber og skriger« hans navn, så snart han går ud ad døren – lige meget hvor han er.
Den til tider overvældende opmærksomhed kan blive en tand for meget for 62-årige Thomas Blachman.
Men han har fundet ud af, hvordan han skal afhjælpe situationen, fortæller han Se og Hør.
»Jeg skuffer dem kun lidt, når jeg siger: 'Gu må du ej få et billede. Du kan få en røvfuld', siger jeg. Ej, det siger jeg ikke. Eller måske en gang imellem, men det er for sjov, for jeg har jo humor,« siger Thomas Blachman til mediet.
Han har været dommer i programmet i 16 sæsoner.
Og snart kan han skrive en 17. sæson på cv'et, når den nye sæson af 'X Factor' har premiere 1. januar.

