'Sikke dog en idiot' og 'drengen kan jo ikke gøre for, at han er født til penge'.
X Factor-dommer Thomas Blachman har sat en gevaldig debat i gang på Facebook, efter han i et opslag er kommet med hårde ord om Christopher Kjær, der er søn af Janni Spies og Christian Kjær.
Thomas Blachman har fortalt, hvordan kendissønnen til en fest ville have lov til at slikke ham på issen, og det gjorde X Factor-dommeren så rasende, at han altså har valgt at hænge ham ud med navn samt nævne hans forældres navne.
»Hvorfor er det altid arbejderklassens opgave at opdrage de 'rige svins' ekstraordinært uforskammede møgunger?« spørger Blachman i sit opslag på Facebook.
Christopher Kjær har selv reageret på opslaget ved at give en undskyldning til Blachman.
To fløje
Søndag middag har mere end 160 personer kommenteret Thomas Blachmans opslag, og holdningerne er tydeligvis delt op i to fløje.
Den ene fløj bakker fuldstændig op om Thomas Blachmans opslag.
»Det der er uacceptabel adfærd, om så han havde været kongen af Danmark. Godt du ikke fandt dig i det,« skriver en bruger.
'En sådan adfærd er mangel på dannelse og respekt for andre mennesker. Han burde have haft et dask med en våd avis, og derefter sendt hjem til noget opdragelse,' lyder det fra en anden bruger.
Og så er der den modsatte fløj, der mener, at Blachman går for langt ved at hænge Christopher Kjær og hans forældre ud ved navn.
»At svine andre til offentligt, er sgu heller ikke i orden. Drengen kan jo ikke gøre for, at han er født til penge,« skriver en bruger.
»Hvem hans forældre er, og hvad de tjener samt, at du er fra arbejderklassen. Det er så uendeligt irrelevant og uinteressant for 'hændelsen' og ikke mindst for alle os andre,« skriver en anden bruger.
B.T. har været i kontakt med Christopher Kjær, der ikke ønsker at udtale sig om, at både hans eget og forældrenes navne bliver omtalt af Blachman.
X Factor-dommeren har ikke reageret på B.T.s henvendelse.

