Nu gælder det. Kommunalvalget skal afgøres.

For skuespiller Bjarne Henriksen er det også blevet valgdag - og denne gang en særlig en af slagsen. 

Han stiller for første gang op for Socialdemokratiet i Frederiksberg Kommune, hvor han kæmper for at styrke kulturen og bekæmpe ensomhed.

»Det er lidt skræmmende. Jeg kan gå fra 0 til 100, hvis det går godt – og så må jeg bare smøge ærmerne op,« siger han til B.T. 

Bjarne Henriksens valgmorgen har ikke været hektisk eller blevet tilbragt foran togstationer. Tværtimod – skuespilleren tager det helt roligt.

»På selve dagen der skal vi give vælgerne fred. Men min mavefornemmelse er god. Jeg ved ingenting, men jeg håber på det bedste,« siger han til B.T. og tilføjer: 

»Jeg har ikke været nervøs. Jeg er ved godt mod, og jeg føler, at jeg har gjort det, jeg kunne. Nu er jeg jo også grøn i politik, så jeg har måske ikke de samme nerver som andre.«

Bjarne Henriksen er blandt andet kendt fra 'Badehotellet' og 'Forbrydelsen'. 
Bjarne Henriksen er blandt andet kendt fra 'Badehotellet' og 'Forbrydelsen'.  Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Det er samtidig første gang, at den 66-årige skuespiller prøver kræfter med en valgkamp – og én ting har overrasket ham.

»Jeg havde ikke troet, at jeg skulle bruge så meget tid på Instagram, men det er da virkelig blevet den nye bølge, må jeg sige. Valgkamp er mere omfattende, end man tror.«

De seneste ugers høje tempo, som ifølge Bjarne Henriksen blandt andet skyldes mange interviews, kampagnearbejde og sågar en morgen i Frederiksberg Centret med Poul Nyrup, ændrer sig i dag.

»Min dag kommer sikkert til at forløbe sig meget dovent. Jeg skal hen og stemme, og ellers vil jeg slappe af, fordi jeg synes, der har været meget at se til. Jeg tror, at alle, der er med, er lidt møre nu og bare gerne vil have det overstået.«

Bjarne Henriksen fortæller, at flere vælgere er interesseret i et en selfie, hvor han har solbriller på – præcis ligesom hans valgplakat. 
Bjarne Henriksen fortæller, at flere vælgere er interesseret i et en selfie, hvor han har solbriller på – præcis ligesom hans valgplakat.  Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Snart kulminerer flere ugers arbejde – og her vil skuespilleren mindes de mange vælgere, han har mødt undervejs.

»Inden valgkampen var der nogen som sagde, at jeg skulle frygte det. Men det har været vildt sjovt. Det er nogle herlige mennesker, man møder og snakker med, og det er dejligt at være aktiv for én gang skyld.« 

»Det sjove er, at de (vælgerne, red.) vil helst se mig, hvis jeg har solbriller på – også bliver det til nogle selfies. Jeg synes, at folk har været meget søde og respekterer os, der gør noget for demokratiet.« 

Senere, uagtet om det ender med, at Bjarne Henriksen bliver stemt ind, skal det fejres med partifællerne. 

»Socialdemokratiet skal holde fest, og der er jeg med. Det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med hele det her team af mennesker. Det har været virkelig dejligt at møde alle de her ildsjæle.«