Det er næppe gået nogens næse forbi, at DRs nye generaldirektør, Bjarne Corydon, er stor fan af en helt særlig kvinde.
Han fortæller nemlig glædeligt om sin kærlighed til sangerinden Taylor Swift – en passion, han deler med sine to døtre, Frida og Laura.
»Det er utroligt privilegeret at have en så stor interesse sammen. Det er en af de ting, som jeg altid har drømt om i mit liv – at have et ægte fællesskab om noget sammen med mine børn,« lyder det fra 52-årige Bjarne Corydon, da B.T. fanger ham få dage efter udgivelsen af Taylor Swifts nye album 'The Life of a Showgirl'.
Familien har derfor også haft sig en vaskeægte Taylor Swift-weekend, hvor de har hørt albummet på repeat og været en tur i biografen for at se den film, der er lavet om sangerindens tolvte album.
»Jeg synes virkelig, at det nye album er godt, men jeg må også være ærlig og tilstå, at jeg har været nervøs for, hvordan det ville lyde. For jeg kunne enormt godt lide det sidste album,« fortæller Bjarne Corydon og fortsætter:
»Men jeg er fuld af lettelse. Jeg synes, at det er et rigtig godt album – og hun sætter nogle gode ord på albummet og sangene i sin film. Jeg har virkelig lyst til at tage i biografen og se filmen igen, men det har jeg ikke tid til.«

På det nye album falder sangene 'Eldest Daughter', 'Ruin The Friendship' og 'Actually Romantic' særligt i Bjarne Corydons smag.
»Sangen 'Actually Romantic' driver jo af effektiv sarkasme, hvilket er noget, som jeg sætter vanvittigt meget pris på. Det at kunne være sarkastisk og slippe godt fra det – det er en kunstart,« lyder det fra Bjarne Corydon, der mener, at sangen minder om Taylor Swifts tidligere sange 'Mean' og 'Karma'.
»Sangene 'Mean' og 'Karma' kanaliserer en vrede mod noget, som man har været ude for, der ikke er i orden. De handler om at finde selvrespekten og selvværdet – og det har vi vel alle sammen prøvet. Jeg har i hvert fald,« fortæller generaldirektøren, der håber at få ordene fra 'Karma' citeret på sin gravsten.
Hvis man ikke selv har nået at lytte til Taylor Swifts nye album, så opfordrer Bjarne Corydon til at forsøge at glemme de lunkne anmeldelser, som albummet har fået – og læne sig tilbage og nyde det.
»Hvis man skal være hurtig, så skal man spole hen til 'Eldest Daughter' og 'Ruin The Friendship'. Sangene 'Ophelia' og 'CANCELLED!' bliver man også glad af,« siger han og fortsætter:
»Slutsangen 'The Life of a Showgirl' er noget af en magtdemonstration. Det er videoen i øvrigt også. Det er nok min hurtige lyttevejledning.«
Han forklarer samtidig, at man i det nye album kan fornemme, at Taylor Swift er ved at starte et nyt kapitel i sit liv, hvor hun drømmer om at slå sig ned – noget, som DRs generaldirektør kan genkende fra sit eget liv. Du kan læse mere om, hvad Bjarne Corydon finder særligt ved Taylor Swift HER.