Birthe Kjær kunne ikke se 'Alle elsker Rasmus' færdig: 'Jeg følte mig så skidt tilpas, at jeg stoppede'
Sangerinden kalder tidens mest kritiserede TV 2-serie for »langstrakt, forfærdelig mobning«, som hun ikke selv kunne tåle at se færdigt.

Sangerinden kalder tidens mest kritiserede TV 2-serie for »langstrakt, forfærdelig mobning«, som hun ikke selv kunne tåle at se færdigt.

TV 2-programmet 'Alle elsker Rasmus' er de seneste dage blevet kritiseret for at mobbe komikeren Rasmus Wallbridge.
I programmet bilder hele 149 mennesker – heriblandt flere kendte danskere – hen over fire måneder komikeren ind, at man var i gang med at lave hans første spillefilm. Noget, der først til sidst blev afsløret som en løgn for ham.
Også den folkekære sangerinde Birthe Kjær har fulgt med i debatten. Det fortæller hun, da B.T. søndag møder hende til premiere på filmen 'Over stregen', der også handler om mobning.
»Jeg forsøgte at se programmet og følte mig så skidt tilpas ved at se det, at jeg stoppede,« siger sangerinden til B.T.
Det var Rasmus Wallbridges gode ven Martin Johannes Larsen, der var med til at skabe programmet, og som i flere måneder var drivkraften bag løgnene som hovedpersonens makker.
Noget, som Birthe Kjær og hendes gode veninde, skuespilleren Pia Rosenbaum, har svært ved at sætte sig ind i, at man kan gøre mod en ven.

»Pia (Rosenbaum, red.) og jeg har lige talt om det i dag. Vi er jo gode venner, og vi er enige om, at det ville vi aldrig kunne udsætte hinanden for,« siger hun og fortsætter:
»Det er en langstrakt, forfærdelig mobning, der er sket mod en mand og hans ønskeprojekt, og næsten alle omkring har vidst, at det var løgn.«
Sangerinden slår samtidig fast, at hun ikke kan forstå, hvordan de 149 personer – heriblandt Malthe Ebert, Casper Christensen og Anders W. Berthelsen – kunne få sig selv til at holde komikeren for nar.
»Det er svært at forstå, at alle dem, der har været med i joken i det hele taget, ikke på nogen måde har kunnet se, at det ikke var rart, og så enten var gået ud af det eller havde protesteret imod det,« siger Birthe Kjær og fortsætter:
»Det er der måske også nogen, der har gjort. Det ved vi bare ikke. Jeg synes, det er frygtelig synd for ham, at det kom så vidt.«
I løbet af weekenden har flere af de medvirkende været ude for at undskylde offentligt til Rasmus Wallbridge – heriblandt Martin Johannes Larsen, Malthe Ebert og senest Anders W. Berthelsen til B.T.
TV 2 valgte lørdag at fjerne 'Alle elsker Rasmus' fra deres streamingplatform TV 2 Play.
Hertil undskyldte programdirektør Dorthe Thirstrup for serien og til de medvirkende, herunder ikke mindst Rasmus Wallbridge, ligesom hun beklagede sin dårlige dømmekraft i forhold til serien, hun tog det fulde ansvar for. Læs mere om det HER.