Der skulle gå hele 77 år.

Men natten til fredag fik Birthe Kjær endelig debut på Roskilde Festival, da hun gæstede Tobias Rahims nattekoncert på deres fælleshit 'Den Danske Sommer'. 

Og det var et massivt jubelbrøl, der mødte dansktop-stjernen. Også fra det helt unge publikum, som hun fortæller, at hun blev meget rørt over til Politiken

»Jeg er helt blæst bagover over det, jeg oplever nu i min alder. Normalt når jeg er ude, er det jo på grund af gummibåden og de gamle sange, men det her er en ny sang. Og så med søde, søde Tobias. Det her er få forundt,« siger hun. 

Birthe Kjær varmede op til koncerten med sin niece, der var kommet helt fra Hjørring. 

De fik blandt andet bøf stroganoff, inden 'Pas På Den Knaldrøde Gummibåd'-sangeren skulle ud og præstere. 

En ting måtte hun dog opgive på en ellers fuldendt aften. 

»Tobias er så olieret, at jeg ikke kan holde fast på ham. Han har fået smurt så meget olie på sin krop, at vi ikke rigtig kan give hinanden et knus,« fortæller Birthe Kjær til mediet.