Mandag var det danske kongepar inviteret til gallamiddag hos det franske præsidentpar i forbindelse med det igangværende statsbesøg.
På gæstelisten var også en række prominente navne fra dansk kulturliv - blandt andre filminstruktør Bille August. Han har ofte deltaget i lignende begivenheder, men i går mærkede han, at noget var anderledes.
»Normalt taler man ikke politik i sådan nogle sammenhænge, men man kunne godt mærke, at alt det, der sker i verden, virkelig prægede aftenen,« siger Bille August.
Instruktøren henviser dermed til den usikre udenrigspolitiske situation, der blandt andet er opstået, fordi den amerikanske præsident Donald Trump har sået tvivl om Nato og samarbejdet med Europa.

»Man kan ikke lade være med det, for alle er chokerede og skal forholde sig til noget, der pludselig er så anderledes. Hvordan skal man komme videre i det kaotiske forløb, der er? Men der er en fælles vilje til at gøre det på en anstændig måde,« forklarer instruktøren.
Han fortæller, at selvom Grønland ikke blev nævnt direkte i formel sammenhæng i hverken kong Frederik eller den franske præsident Emmanuel Macrons taler, så var det et varmt emne hele aftenen.
»Grønland blev nævnt ved bordene. Det er en speciel situation for Danmark, og man kan mærke den store opbakning fra fransk side,« forklarer Bille August.
»Det var godt timet,« tilføjer filminstruktøren.
Han sad selv ved hovedbordet - lige over for kong Frederik og den franske præsident. Filminstruktøren ønsker ikke at fortælle, hvad de konkret talte om, men præsident Macron gjorde et stort indtryk.
»Jeg var meget imponeret, for han er utrolig charmerende og dybt begavet,« siger Bille August.
Instruktøren fik også lejlighed til at tale lidt med Kongen, som han dog kender ganske godt i forvejen.
»Jeg har været med kong Frederik mange gange før, og vores børn har gået i skole sammen, men han er dygtig og gør det godt,« siger Bille August, der dog desværre ikke fik så meget ud af kong Frederiks tale på fransk.
»Jeg forstod ikke et ord af den,« lyder det fra instruktøren, der ikke taler fransk, men dog godt fik med, at også kong Frederik italesatte den forandrede verdensorden.
Bille August var inviteret med til middagen mandag, blandt andet fordi han to gange har vundet den fornemmeste pris De Gyldne Palmer ved filmfestivalen i Cannes, ligeson han har en fransk orden.
Og selvom filmintruktøren er vant til de bonede gulve, var mandagens gallamiddag en helt særlig oplevelse.
»Det var en stor oplevelse og en utrolig aften,« siger han.
»Det var meget festligt - det kan franskmændene virkelig. Det var smukke omgivelser med musik, vidunderlig mad, alt var i top, og der var god stemning,« siger Bille August.
Kongeparret er på statsbesøg i Frankrig til og med onsdag.
Uover fokus på de kulturelle bånd mellem Frankrig og Danmark, er der under besøget også stort fokus på samarbejde inden for forsvar, energi og sundhed.

