Striden mellem fagforeningen 3F og restauranterne Brdr. Price og Hereford ruller videre.
Onsdag har restauranterne besluttet at lockoute alle deres medarbejdere, som er medlemmer af 3F, fra deres restauranter i Tivoli.
Det skriver 3F i en pressemeddelelse, og det bekræftes af Katia Neumann Østergaard, der har forhandlet på vegne af restauranterne og desuden er talsmand for Brdr. Price og Dragsholm Slot.
»Forhandlingerne er brudt sammen, og så er det efter den danske model helt almindeligt, at du har en konflikt. Og det er den, som vi har nu. Vi ville gerne have indgået en overenskomst, det har vi hele tiden sagt.«
Humlen i sagen er, at restauranterne ønsker at sætte lønnen ned for de ufaglærte tjenere. Dette er 3F i den grad imod, og i pressemeddelelsen kalder de det tragisk, at »de to virksomheder vælger at føre deres uanstændige krig over for deres medarbejdere ind i den traditionsrige have.«
Samtidig mener de, at Tivoli bliver taget som gidsel.
Katia Neumann Østergaard kalder det derimod en gåde, hvordan 3F kan forsvare det nuværende lønsystem.
»Ufaglærte tjenere, der kommer ind direkte fra gaden, skal have en mindsteløn som er nøjagtig den samme som den tjener, der har stået i lære i tre år og otte måneder og taget en erhvervsfaglig uddannelse. Mindstelønnen er nøjagtig den samme, og den er ovenikøbet 12 kroner højere end den er for en faglært kok. Det lønsystem må vi simpelthen ændre. Og det skal ændres, hvis vi skal fortsætte forhandlingerne.«
3F mener, at ændringen i overenskomsten, som restauranterne har lagt op til, vil betyder, at de ufaglærte tjenere kan gå op til 30 procent ned i løn.
Den udlægning kan Katia Neumann Østergaard dog ikke genkende.
»Vi har garanteret samtlige nuværende medarbejdere, at de selvfølgelig ikke går ned i løn. Vi er faktisk glade for de medarbejdere, vi har. Men jeg vil godt bekræfte, at vi lægger op til, at hvis der for fremtiden kommer en ind fra gaden uden erfaring, så vil der blive tilbudt en lavere løn end til den person, der kommer ind med et svendebrev.«