I sine breve til datteren kunne hun være kærlig og forstående, beskrive sin forvirring over ‘sagen’. Men i andre var hun hård. Kynisk.
»Jeg længes efter dig som mor, men som rivalinde kan jeg godt undvære dig,« skrev Tove Ditlevsen. Til den datter, der i flere år var blevet seksuelt misbrugt. Af sin stedfader.
Det er i bogen ‘Tove Ditlevsen var min mormor’ – som netop er udkommet – at de knusende ord til datteren Helle refereres. At årtiers slet skjulte hemmelighed for alvor træder frem.
Nemlig at Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Victor Andreasen, Tove Ditlevsens fjerde og sidste ægtemand, angiveligt gennem en årrække misbrugte sin steddatter. Fra hun var 15 til hun var 19.
Tove Ditlevsen er en af Danmarks mest ikoniske og markante forfattere, som uden filter gennem fire årtier skrev om sit – og mange andre kvinders – liv. Opturene. Og i den grad nedturene.
Hun var et forbillede for tidens kvinder. Men kæmpede for at blive optaget i de litterære kredse. Være en del af det ‘fine selskab’.
Efter sin død i 1976 samlede Tove Ditlevsen i en årrække støv på hylderne, var lidt glemt, men de seneste år er hun for alvor kommet frem i lyset igen. Blevet hyldet. Har fået en revival. Ikke bare i Danmark, men hele verden.
Eller som Gyldendals forlagsdirektør Johannes Riis udtrykte det i sin tale i anledning af dét, der ville have været hendes 100 års fødselsdag:
»Tove Ditlevsen levede hårdt og brutalt, og fortalte om det alt sammen. Hun havde ingen hæmninger, hverken for sig selv eller sine nærmeste.«
»Hun tog ingen hensyn og udstillede gerne sig selv med alle sine skavanker og buldrende tømmermænd,« beskrev han. Og sluttede så:
»Tove Ditlevsen har aldrig været så respekteret og afholdt, som hun er i dag. Gid hun selv havde oplevet det.«
Men måske ikke.
I hvert fald kastes der nu om ikke en skygge så nye øjne over hendes eftermæle. Såvel med filmen ‘Toves værelse’ – som har premiere i den kommende uge – som altså barnebarnets bog. I begge omtales misbruget.
Sit første ægteskab indgik Tove Ditlevsen som 23-årig. Men en 30 år ældre redaktør. To år senere fulgte endnu et med den jævnaldrende Ebbe Munk, med hvem hun fik datteren Helle.
I 1945 indledte hun sit tredje med dén læge, der gjorde hende til narkoman. Med ham fik hun sønnen Michael, ligesom hun adopterede hans datter Trine. Og indledte en lang række af indlæggelser på psykiatrisk hospital.
Seks år senere – og som skygge af sig selv – blev hun gift med Victor Andreasen, med hvem hun fik endnu en søn, Peter.
I bogen ‘Tove Ditlevsen var min mormor’, beskriver barnebarnet Lise Munk Thygesen, hvordan hendes mor Helle hurtigt blev knyttet til sin nye stedfar.
I ægteskabets første år repræsenterede han tryghed og det tætteste, hun var kommet på familieidyl. Men den kom med en pris. Som hun betalte.
Pralede med erobringer
Rygterne om, at Victor Andreasen misbrugte sin steddatter florerede i årevis, åbenbart godt hjulpet på vej af hans egne pralerier.
I hvert fald blev barnebarnet Lise Munk Thygesen første gang konfronteret med det, da hun som 17-årig var på ferie med sin kæreste og dennes far bramfrit fortalte, hvordan Victor Andreasen mange år forinden i fuldskab havde udbredt sig om, hvordan han kunne score. Få hvem han ville.
Og havde bevist det ved at gå ovenpå og have sex med sin dengang 15-årige steddatter.
»Overgrebene er en af de store grunde til, at min mor har gået i det mørke, hun har gået i. Og jeg har aldrig fået at vide, hvad det mørke var,« som Lise Munk Thygesen beskrev det i et interview med Politiken.
Hendes mor døde i 2008 og efterlod hende en mappe. ‘Hemmeligheder’ stod der på den. Dem har hun først nu turdet grave sig ned i.
Men det er gennem dén mappe og efterfølgende aktindsigter i morens journaler, at hun har draget konklusionen.
At hendes mor ikke havde sex med sin stedfar. Men blev seksuelt misbrugt.
»Massive problemer i barndomshjemmet. Blev som 15-årig voldtaget af stedfaren, blev senere dennes elskerinde. Hader nu stedfaren, som hun tidligere beundrede« lød psykiaterens udlægning i journalerne fra en af morens gentagne indlæggelser i slut-80erne.
I mappen befandt sig også brevvekslinger fra 1962 mellem Helle og hendes stedfar samt mor. Her findes krummer, der passer ind i ligningen.
For det år, hvor Helle var 19, blev hun bedt om at flytte hjemmefra. Angiveligt som følge af, at overgrebene var blevet kendt.
»Vi er kommet i en pinlig situation – og den bærer vi begge ansvaret for« skriver Victor Andreasen om det akutte og »vanskelige boligproblem«, der er opstået.
Mens Tove Ditlevsen som nævnt beskrev sin datter som en »rivalinde, hun gerne ville undvære« og i andre breve var fuld af anger og følte, at Victor havde forrådt sin steddatter ved at give hende hele skylden.
Victor Andreasen døde i 2000. Og Lise Munk Thygesen er klar over, at han ikke kan forsvare sig mod dét, der er hendes udlægning og konklusion.
Hendes ærinde er ikke at hænge Victor Andreasen ud, men at forklare den dysfunktionelle familiehistorie, som hun, hendes mor og Tove Ditlevsen er en del af. Gøre op med skammen.
Hun føler sig da også overbevist om, at hendes berømte mormor havde kendskab til og så gennem fingre med overgrebene. Af samme grund.
Dog frygter hun også, at mindet om hendes mormor, Tove Ditlevsen, for nogen vil blive smudset til. Men håber, at konteksten giver anledning til tilgivelse.
I 1973 blev Tove Ditlevsen skilt fra Victor Andreasen efter et 22 år langt ægteskab, der måske nok i en tid havde repræsenteret stabilitet, men snart blev afløst af vold, utroskab og druk.
Et på mange måder destruktivt ægteskab, hvor de to – som beskrevet i romanen ‘Vilhelms værelse’ og i den nye film ‘Toves værelse’ – også havde en dyb afhængighed af hinanden.
7. marts 1976 begik Tove Ditlevsen selvmord. Inden da sendte hun to afskedsbreve til sin datter Helle og et efterskrift til sit barnebarn Lise.
»Hun vil savne mig, men forklar hende, at jeg døde lykkelig«.
LIVSLINIEN
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Kontakt Livslinien på telefon 70 201 201, eller læs mere på www.livslinien.dk.
'Tove Ditlevsen var min mormor' er netop udkommet på forlaget 28B
'Toves værelse' har premiere 22. juni