Rosalinde Mynster er blevet mor.

Den 35-årige skuespiller, blandt andet kendt fra 'Badehotellet', afslørede tidligere i år til Her & Nu, at hun ventede en lille søn.

Og nu er han altså kommet til verden, afslører hun i en 'story' på Instagram.

I opslaget ligger det nye familiemedlem på brystet af sin far med den tilhørende tekst 'Babes'.

Rosalinde Mynster, der er datter af skuespillerparret Karen-Lise Mynster og Søren Spanning, danner par med musiker Jakob Emil Lamdahl Pedersen.

De mødte hinanden i begyndelsen af 2018, siden blev de gift og nu er de altså en familie på tre.

Arbejdsmæssigt har Rosalinde Mynster på det seneste gjort sig bemærket som forfatter - senest med debutromanen 'Skønheden'.

Derudover kan hun til jul ses i TV 2s store familiejulekalender 'I nissernes tjeneste'.