Det startede som en hyggelig aftendate, men endte som lange dage på sygehuset.

'Bachelor'-parret Nicklas Mikaelsen og Silje Brøns var fredag aften ude at spise, og få timer senere lå Brøns krøllet sammen på gulvet af smerter. 

'Til jer, der følger med, så ved I, at Silje tidligere har haft problemer med nyresten. Og ganske rigtigt … nyrestenen var tilbage,' skriver Mikaelsen i et opslag på Instagram

Kort tid efter måtte han ringe 112. 

'Det har været nogle meget lange dage og nætter på sygehuset og med fare for at lyde utaknemmelig, så var vores oplevelse på sygehuset desværre langt fra god,' skriver han.

Parret startede med at føle sig uvelkomne og til sidst havde de kun en oplevelse af at være til besvær. 

Samtidigt fortæller han, at der blev doseret forskellige former for medicin, uden at personalet vidste, hvad kæresten havde fået. 

'Og så var der den første nat … Vi vågnede omkring 10 gange, fordi en nøgen mand var kommet ind på vores stue. Døren kunne ikke låses, og flere gange stod han bare inde på vores værelse og kiggede på os midt om natten. Da vi gjorde sygeplejerskerne opmærksomme på det, var svaret, at de ikke rigtig kunne gøre noget, fordi han var dement,' fortsætter han opslaget. 

Selvom både han og kæresten havde ondt af den demente mand, kunne han ikke lade være med at tænke på, hvem der har ansvaret for at gøre patienterne på et sygehus trygge. 

'Hvis det ikke er sygehusets ansvar at skabe tryghed for patienterne, hvis ansvar er det så?' skriver han. 

Trods kaosset udtrykker han, at de prøvede at få det bedste ud af situationen og gøre det hele mindre 'sygehusagtigt'.

Parret er hjemme igen, men skal lige sunde sig. 

Nicklas Mikaelsen og Silje Brøns mødte hinanden i datingprogrammet 'Bachelor', hvor hun fik hans sidste rose – siden da har de dannet par.