Det, der skulle have været en god tur i træningscenteret, udviklede sig blodigt for den tidligere 'Den store bagedyst'-deltager Micki Cheng.
»Jeg satte en håndvægt på 27,5 kilo hårdt ned i stativet efter træning og fik langfingeren på min venstre hånd i klemme,« forklarer han til Billed-Bladet og fortsætter:
»Per refleks trak jeg hånden til mig og flænsede hele fingeren.«
Derfor måtte Micki Cheng en tur på skadestuen, hvor lægerne kunne fortælle, at en sene i fingeren var blotlagt.
Heldigvis for den tidligere 'Den store bagedyst'-deltager skulle fingeren ikke syes, men kunne nøjes med at blive stripset.
Fingeren nåede dog at bløde igennem forbindingen, hvorfor han var nødt til at tage endnu en tur forbi skadestuen.
Til Micki Chengs store glæde står han ikke for julemaden i år, og dermed sætter den smadrede finger ikke en stopper for julehyggen.
Ifølge lægerne skal tv-darlingen forberede sig på, at hans finger vil gøre ondt og være blå i lang tid, så i øjeblikket tager Micki Cheng både Panodil og Ipren.

