Den tidligere wrestler og skuespiller Asbjørn Riis er død i en alder af 69 år. 

Det oplyser familien på Facebook. 

Asbjørn Riis var wrestler, skuespiller og vært.  Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Riis døde efter et kræftforløb.

»Gennem sit liv har han sat sit helt eget personlige aftryk på verden som wrestler, stærkmand, skuespiller, tv-kommentator, gymnast, motocrosskører, smed og meget mere.«

»Vigtigst af alt var han dog kærlig ægtemand, far og farfar,« skriver familien i opslaget.

Asbjørn Riis har tidligere fortalt åbent om, at han havde fået konstateret prostatakræft, og at sygdommen kom som et stort chok for ham, skriver Ekstra Bladet.

Riis blev særligt kendt i Danmark, da han i starten af 1990'erne kommenterede wrestling på TV3.

Han var selv wrestler og nåede også at gøre sig som skuespiller og vært i forskellige film- og tv-produktioner.

Han har blandt andet medvirket i programmer som 'Robinson Ekspeditionen' og 'Fangerne på Fortet'.

Inden tiden foran tv-skærmen var han en kendt figur i dansk bodybuilding.

RITZAU