AQUA hitter stadig: Lene Nystrøm skovler millioner ind
René Dif kan vifte med millioner af kroner for sine aktiviteter i AQUA, men det er faktisk kun gået endnu bedre for hans medforsanger Lene Nystrøm.

René Dif kan vifte med millioner af kroner for sine aktiviteter i AQUA, men det er faktisk kun gået endnu bedre for hans medforsanger Lene Nystrøm.

Hos René Dif kan man se, hvordan millionerne er strømmet ind efter AQUAs genkomst.
Men en anden, der i den grad også er blevet forgyldt i samme ombæring, er hans medforsanger i 90er-bandet, Lene Nystrøm.

Årsregnskabet for hendes private hovedselskab, LGN Holding af 2019 ApS, er nemlig netop blevet offentliggjort.
Og her har der været en betydelig fremgang – faktisk kan den kvindelige AQUA-forsanger bryste sig af et overskud på lige godt 6 millioner kroner.
Det er nemlig kommet 6 millioner kroner ind i indtægter hos Lene Nystrøm i 2025, som er blevet udloddet som et ekstraordinært udbytte.
Samtidig er der blevet spyttet 1,5 millioner kroner ind i selskabet i udbytte, som altså efterlader Lene Nystrøm med en egenkapital på over 5,1 millioner kroner.
Underskud og kapitalindsprøjtninger i egen biks
I hovedselskabet, hvor hun ejer sine andele i AQUA og har dattervirksomheden Smile Down New Power, er det da også gået mindst prangende i sidstnævnte.
For her i Lene Nystrøms egen musikbiks er der altså landet et underskud lige i underkanten af 25.000 kroner i minus.
Tilmed har Lene Nystrøm måttet punge ud med 171.000 kroner fra sit hovedselskab til datterselskabet, fremgår det i begge selskabers nye årsregnskaber.
De mange tusinder kroner dækker dog kun knapt den tabte selskabskapital med en egenkapital på mere end 223.000 kroner i minus i Smile Down New Power.

Resultatet er da også blot »som forventet«, fremføres det i ledelsens – altså Lene Nystrøms – beretning for året.
AQUA koster lidt – men hiver millioner hjem
SL Holding af 28.04.2004 ApS, som Lene Nystrøm ejer halvdelen af gennem sit hovedselskab, er da også her, hvor pengene har skulle hentes.
Selskabet deler hun ligeligt med sin eksmand, AQUA-keyboardspilleren Søren Rasted.
Og det er altså herigennem, at det tidligere ægtepar, der i dag fortsat er nære venner, har deres AQUA-indtjeninger.

Selskabet er nemlig deres private moderselskab for AQUA-selskaberne Waterworks Music ApS, hvor bandet bogfører deres koncerter og musikudgivelser, og Vandforsyningen ApS, for deres lignende aktiviteter i underholdningsbranchen.
Og her hos Lene Nystrøm og Søren Rasted er det altså gået »tilfredsstillende«, fremføres det i ledelsesberetningen.
Med et overskud på mere end 11,1 millioner kroner – omend næsten 700.000 kroner lavere end året forinden – burde der da også være nok at juble over.
I al fald har det tilført en regnskabsmæssig værdi hos Lene Nystrøm selv på lige under 5 millioner kroner.

I delevirksomheden med AQUA-eksmanden har der dog ikke været fundet plads til udbytter, således egenkapitalen nu overstiger 16,2 millioner kroner.
Dog har der været plads til at forhøje lønnen til de gennemsnitligt tre ansatte, som ikke mindst må forventes at tælle Lene Nystrøm og Søren Rasted selv.
For samlet blev der nemlig udbetalt personaleomkostninger for mere end 2,7 millioner kroner i 2025.
Særligt AQUA-selskabet Vandforsyningen har da også været det, der har hjulpet godt til i regnskabet.

I det tidligere ægtepars fælles selskab står AQUA-selskabet nemlig for en regnskabsmæssig værdi på en sjat over 4,3 millioner kroner.
Det skyldes overskuddet på 5,2 millioner kroner, som de har 2/3-dele af andelene i.
Det andet AQUA-selskab, Waterworks Music, har dog efter underskuddet på en lille million kroner, tværtimod fået indsprøjtet 138.000 kroner fra Lene Nystrøm og Søren Rasteds fælles selskab.
Sidstemanden i AQUA, René Dif, fik også millioner mellem hænderne fra popbandet i sit nye regnskab. Læs mere om det HER.