Rygterne har svirret siden sommer.

Men nu kan den danske sangerinde Annika Wedderkopp bekræfte, at hun er i et forhold.

Og det er nemlig ikke med Hr. hvem som helst.

I et livestream på platformen Twitch afslører Annika, at hun og musikeren Anton Westerlin er kærester.

I disse timer medvirker hun nemlig i livestreamet 'Sønderthon 2.0' på den danske influencer Rasmus Søndergaards kanal. Og det er netop her, hun afslører forholdet med kollegaen.

En af de andre medvirkende i livestreamen spørger hende herefter, hvordan det er, at være kærester med en person, som hun også arbejder sammen med:

Anton Westerlin og Annika Wedderkopp har lavet flere hits sammen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»På den ene måde er det virkelig skønt. Jeg tror også, at det er derfor, at vi connectede, fordi vi forstår hinanden så meget. Men det kan til tider også være lidt svært, for jeg skriver meget åbne og ærlige sange,« siger hun.

Annika Wedderkopp siger dog også, at det kan være »kompliceret«, da hun skriver sange om kærlighed og følelser, som kan stamme fra deres forhold.

Anton Westerlin og Annika Wedderkopp står sammen bag flere store hits. Blandt andet står de begge bag sange såsom 'Blodigt' og 'Hørt Det Før'. Desuden var Anton Westerlin producer på en række sange på Annikas album 'AW'.