Anni Fønsby mistede synet: Kæmper stadig
Kendissen kæmper i sin hverdag med komplikationer som følge af synstabet.

Kendissen kæmper i sin hverdag med komplikationer som følge af synstabet.

For to år siden mistede Anni Fønsby synet på begge øjne, da hun fik en hornhinde- og nethindebetændelse.
I dag er den tidligere fotomodels syn stadig påvirket.
Det fortæller hun til B.T. til premieren på 'Spider-Man: Brand New Day'.
»Jeg kæmper desværre stadig med mit syn. Jeg har fået to ar, som sidder midt i synsfeltet. Det gør, at jeg ikke ser så godt, som jeg burde. Men det lærer man at leve med.«
Efter synstabet har Anni Fønsby været i et længere behandlingsforløb på Glostrup Amtssygehus, hvor lægerne blandt andet har fået bugt med den betændelse, der ramte hendes øjne.
Selv om betændelsen er væk, er følgerne stadig mærkbare. I dag har hun 30 procent syn på det ene øje og 60 procent på det andet, hvilket fortsat giver hende udfordringer i hverdagen.
»Det gør, at det ene øje hele tiden skal overkompensere. Havde man kunnet få et par briller, havde det været fint. Men det kan jeg desværre ikke på grund af de to ar. Jeg er dog rigtig glad for, at jeg trods alt har et syn, og at jeg kan se,« fortæller hun.
Det er særlig på sit arbejde, at hun er hårdest ramt.
»Der er en masse komplikationer med blandt andet lysfølsomhed. Jeg har svært ved at koncentrere mig foran skærmen i længere, jeg får migræne og voldosm hovedpine, jeg har brug for at dryppe øjne hver time. Der er store konsekvenser, men det handler om at kigge på det positive og være glad.«
Anni Fønsby blev især kendt gennem tv-programmet 'Erik og Anni goes to Hollywood', som fulgte hende og hendes daværende ægtemand, it-iværksætteren Erik Damgaard.