Torsdag sender TV 2 andet program i serien ‘Nabostrid i første række’.

Denne gang foregår nabokonflikten på Bornholm - og pludselig dukker multikunstneren Annette Heick op i programmet.

Hun er nemlig blevet involveret i en betændt nabokonflikt ved strandvejen i Allinge - mod sin vilje.

Sagen tager sit udgangspunkt i parret Peter og Stine Johansen, der har købt et sommerhus på 86 kvadratmeter ud til strandvejen i Allinge.

Men det lille hus skal rives ned, og i stedet vil parret bygge et 260 kvadratmeter stort hus tættere på vandet.

Det nye hus - og ikke mindst dets placering - generer mildt sagt naboerne.

Både fordi huset stjæler deres havudsigt, og samtidig er placeret meget tæt på deres huse.

»Vi føler det lidt som et overgreb. Bygherren siger, de bare gør det, de har fået tilladelse til af kommunen og det er rigtigt, men vi synes, det er respektløst og hensynsløst at bygge på den måde,« siger naboen Charlotte Westh i programmet.

Charlotte og Peer Westh er godt trætte af deres nye nabo, der har bygget et nyt, større hus.
Charlotte og Peer Westh er godt trætte af deres nye nabo, der har bygget et nyt, større hus. Snowman Productions

Peter og Stine Johansen har ikke ønsket at medvirke i TV 2-programmet og svare på kritikken. Peter Johansen har dog tidligere i en skriftlig kommentar til Bornholms Tidende sagt følgende:

'Vi har aldrig haft anden hensigt end at bygge en tidssvarende bolig i henhold til den byggetilladelse, vi og vores lokale arkitekt har fået.'

'Huset er i øvrigt orienteret mod havet ikke mod naboerne,' lød det i svaret ifølge TV 2-programmet. 

Annette Heick og hendes mand Jesper Vollmer kommer ind i billedet, fordi de ligeledes har bygget et nybygget sommerhus ud til vandet.

Da Peter og Stine Johansen skulle bygge deres hus, følte de sig inspireret af Heick og Vollmers hus og spurgte, om de måtte se tegningerne.

Det fik de lov til.

Hun forklarer dog, at selvom hun medvirker i det nye TV 2-program, så har hun ikke selv nogen konflikt med sine naboer.

»Vi har ikke oplevet nogen nabostrid hos os. Man kan nemt komme til at lyde som om, man basher dem, det handler om, og hvis man ikke siger noget, så lyder det som om, man prøver at løbe fra et ansvar,« siger Annette Heick.

Annette Heick og Jesper Vollmer har siden 2004 ejet et sommerhus i første række til vandet i Allinge.
Annette Heick og Jesper Vollmer har siden 2004 ejet et sommerhus i første række til vandet i Allinge. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Hun understreger også, at hendes medvirken ikke er et udtryk for, at hun har valgt side i konflikten, fordi hun og Jesper Vollmer har ladet parret, der har bygget det nye, store hus, låne deres tegninger.

»De spurgte lige så sødt om de måtte låne tegningerne, og hvem som helst ville få et ja,« forklarer Heick.

Men kan du forstå, at naboerne er trætte af det nye hus?

»Jeg har ikke helt lyst til at liste mig ind i den konkrete sag. I vores sag var der nabohøring i 2014, og jeg husker det som om, huset skulle flyttes 30 centimeter,« forklarer Annette Heick.

Kunne hun selv vælge, havde hun nok helst helt undgået at blive en del af programmet.

»Jeg kunne godt mærke, hvor det bar hen, men tænkte: Jeg har slet ikke lyst til at være en del af den her sag, men hvis jeg ikke gør noget, så kommer det til at ligne, at jeg skjuler noget,« siger Annette Heick.

Hun og Jesper Vollmers sommerhus på Bornholm har været til salg i fire måneder - men det har ikke noget med programmet at gøre, understreger hun.

»Intet what so ever. Alt er skønt og godt. Vi har et skidegodt forhold til vores naboer«, lyder det.