I foråret kunne Anne Louise Hassing afsløre, at hun havde fået en ny kæreste.

Han hedder Ulrik, er læge og inden længe tager de deres forhold til et nyt niveau.

De skal nemlig for første gang holde jul sammen, fortæller den 58-årige skuespiller torsdag aften til Nordisk Film Fonds prisshow 'Isbjørnen'.

De er endnu ikke flyttet sammen, men til december, vil de altså slå deres familier sammen til én stor juleaften.

»Det bliver rigtig hyggeligt. Der er jo mange ting, der skal gå op, når man har sammenbragte børn, men jeg tror, det bliver hos ham,« fortæller Anne Louise Hassing videre.

»Ja, det må være den store test,« svarer hun med et grin, da en journalist nævner, at det kan være en udfordring at holde jul sammen for førte gang.

Anne Louise Hassing med sin søn Mingus.
Anne Louise Hassing med sin søn Mingus. Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Skuespilleren, der er kendt for sine populære roller i tv-serier som 'Krøniken', 'Badehotellet' og senest 'Hvide Sande', har derudover måtte se sin søn Mingus flytte hjemmefra.

Han fylder 21 år i denne uge, og det er en stolt mor, der har sendt ham videre ud i verden.

»Det er en kæmpe stor ting. Både fantastisk, fordi det jo er det, der skal ske. Han er voksen og klarer det hele nu. Men det er også meget mærkeligt,« fortæller hun og tilføjer:

»Selvfølgelig savner jeg ham, men alt er som det skal være.«

Anne Louise Hassing fik Mingus, da hun i en årrække var gift med musikeren Peter Hellemann.