Et overbud på godt 300.000 kroner. 

Anna Thygesen og hendes mand Bill Rathje har solgt deres penthouselejlighed på Amager i København og købt et nyt hjem. 

Og parret var tilsyneladende så vilde med villalejligheden i Italienskvarteret – som også ligger på Amager – at de var villige til at betale overpris for den.

I hvert fald skriver Se & Hør, at den kendte kommunikationsrådgiver og den tidligere DR-journalist har betalt 7.100.000 kroner for deres nye hjem. 

Det fremgår af tinglysningen, som ugebladet har set nærmere på.

Og det er altså nogle hundrede tusinde kroner mere end den oprindelse salgspris på 6.795.000 kroner. 

Årsagen til flytningen har Anna Thygesen tidligere talt med Børsen om.

»Den officielle forklaring er downsizing. Den mindre officielle er, at jeg synes, det er smart at optimere sine investeringer i vores alder.«

Eftersom de solgte deres tidligere bolig for 10.995.000 kroner, kunne de købe deres nye hjem kontant.

I interviewet med Børsen fortæller Anna Thygesen også, at hun efterhånden har lavet hele 15 bolighandler i både Danmark og Frankrig. 

Dermed har hun – med egne ord – tjent flere penge på boligkøb og – salg end på at gå på arbejde.