Hun er lige nu aktuel i en barsk film 'Kærlighedens gerninger' med temaer som tro, tabuer og fællesskab.

Nogle af temaerne bor også i hende privat, særligt troen på fællesskabet.

LÆS OGSÅ: Netflix-stjernen Marie Bach Hansen nyder successen – men der er én ting, hun ikke vil

»Jeg tror på, at vi mennesker har brug for hinanden, både den udstrakte hånd og følelsen af at høre til,« fortæller Ann Elonora Jørgensen til Magasinet Liv.

Men med alderen er det blevet sværere for hende at høre til i det fælles rum, vi alle befinder os i. Og det skyldes særligt en ting.

LÆS OGSÅ: Skærme fyldte det hele for Josefines tre børn. Så tog hun en svær, men nødvendig beslutning

Det kommer ret tydeligt frem, da skuespilleren fortæller om en metrotur fra Frederiksberg til Kongens Nytorv. En metrotur proppet med mennesker.

»Jeg var det eneste menneske, der havde øjenkontakt med et barn i en klapvogn. Jeg vinkede lidt og smilte, men ikke engang barnets mor kiggede op. Hun stod bare og scrollede. Det gør helt ondt i mig.«

Manglen på nærvær.

»En form for fællesskabsfattigdom«

Da Ann Elonora Jørgensens egne børn var små, var der ikke nogen teknologi, der afskærmede mennesker fra hinanden.

»Jeg kan huske mine egne børn i klapvognen, hvordan de elskede, når fremmede smilede til dem, talte til dem, klappede dem på hovedet. Den måde, de spejlede sig i verden omkring dem. Og nu?« 

»Jeg tør ikke tænke på, hvad det gør ved en generation, der aldrig bliver set. Der aldrig får følelsen af, at fremmede vil en det godt. Det er så fattigt. En form for fællesskabsfattigdom.«

Hun bruger selv en skærmtidsbegrænsning, for som hun siger, så kan vi alle jo blive forført af det univers, vores mobiler tilbyder. Men netop derfor er det så vigtigt at være opmærksom på.

»Jeg synes, det er dybt uhyggeligt, og jeg kan næsten ikke tale nok imod de forbandede mobiltelefoner.«

»Jeg har altid min telefon på lydløs. Jeg vil selv vælge, hvornår jeg vil kontaktes og ikke vil, når jeg står og betaler i Netto eller er midt i en samtale.«

Måske rammer det et lidt ømt punkt, selvom det er de færreste, der ikke er enige om, at nærvær bør stå højere end mobilen?

Men for mange er det efterhånden blevet en helt ubevidst handling.

»Jeg har stået og fortalt noget til nogen om noget, der fylder, og så siger deres telefon pling. I samme sekund begynder deres øjne at flakke, og så tager de telefonen op og kigger på den.« 

»Det er en underlig måde at møde hinanden på. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at det er en slags svigt.«

Samtalen om mobilerne og den måde de kan stjæle vigtig tid på bekostning af nærvær er også sneget sig ind i den politiske samtale på Christiansborg.

Senest har regeringen indført mobilforbud i alle landets folkeskoler. Men ifølge Ann Elonora Jørgensen er der også noget, vi voksne kan gøre.

»Jeg synes, det er er forkasteligt, at vi har givet lov til, at det er kommet så vidt i forhold til de skærme. For helvede, vågn nu op. Tag ansvar. Og sig det store, fede nej tak til at vælge nærheden fra.«

Interviewet med Ann Elonora Jørgensen er bragt i Magasinet Liv.