Han har været i danskernes ører gennem 11 år hos DR. Men nu er det slut.
Andrew Moyo, der er bedst kendt for programmet 'Moyo Live' og senest var vært for P3 Guld, sætter således et punktum i sin karriere hos Danmarks Radio.
»Farvel DR. Tak for de sidste 11 år. Det er ikke til at fatte, at jeg har tilbragt en tredjedel af mit liv på den store mediefabrik på Amager. Nu har jeg sagt op, og det er både vemodigt og enormt spændende! Mere om det om lidt,« indleder han opslaget.
Han beskriver videre, hvordan det er på denne arbejdsplads, at han er blevet voksen, levet og lært, og det takker han sine mange kolleger for.
»Det har været et privilegium og en ære og mega sjovt at få lov at sende så meget radio til så mange så længe, men tiden er den rigtige til at prøve kræfter med noget nyt og noget andet.«
Reaktionerne vælter da også ind på nyheden om, at hans stemme ikke længere skal lyde hos DR.
»Du vil blive savnet i kantinen og i min radio,« skriver kollegaen Sara Bro, mens en anden DR-kollega Pelle Peter Jencel kalder ham en legende.
Hvad Andrew Moyo nu skal bruge sine arbejdstimer på vides endnu ikke.
