Bryllupsklokkerne har ringet for en af Danmarks største hitmagere. 

Andreas Odbjerg fortæller på Instagram, at han er blevet gift med kæresten Sabrina Ferguen. 

På det sociale medie har sangeren delt et sort/hvidbillede af parret og en tekst, der ikke er til at tage fejl af. 

'12/08/23. Bedste dag i mit liv,' lyder det til de fine billeder. 

Parret blev forlovet tilbage i 2021.

Andreas Odbjerg friede til Sabrina Ferguen juleaften. 

På daværende tidspunkt kunne musikeren kortfattet dele til B.T., at han synes, det var vildt med forlovelsen. 

»I virkeligheden tror jeg, det hele står i det, vi har skrevet på IG. Hvis man selv er forlovet, tænker jeg, man ved, hvor vildt det er,« lød det i en sms. 

Andreas Odbjerg blev landskendt, da han deltog i 'X Factor' i 2009 og vakte opsigt med sin særprægede stil.

Siden kom han i finalen i sangkonkurrencen 'Voice', og efterfølgende er han slået igennem som sangskriver og som soloartist, hvilket blandt andet blev markeret med prisen som Årets Sangskriver for egne hit som 'Føler mig selv 100' og 'I morgen er der også en dag' ved Danish Music Awards i sidste måned.