FCK-stjernen Andreas Cornelius var med, da hans gode ven musikeren Christopher havde premiere på sin film 'A beautiful life'. 

Her fortalte fodboldspilleren historien om, hvordan han blev venner med popstjernen, der nu også er sprunget ud som hovedrolleindehavende skuespiller.

»Vi er fra Amager, og vi har været venner i rigtig mange år. Jeg var til stede ved den fest, hvor han mistede sin mødom, så det er rigtig mange år,« lød det kækt fra Andreas Cornelius.

Han ville så alligevel ikke helt uddybe, hvad det var for en fest, og hvordan oplevelsen bandt de to sammen.

»Det var et sted ude på Amager, men I får ikke den historie. Måske når jeg har fået mere champagne,« svarede FCK-stjernen.

De to har kendt hinanden i mange år. Foto: Nikolaj Thaning Rentzman / A Beautiful Life / Netflix
De to har kendt hinanden i mange år. Foto: Nikolaj Thaning Rentzman / A Beautiful Life / Netflix
Vis mere

Andreas Cornelius, der også har spillet på det danske fodboldlandshold, ville dog gerne uddybe, hvordan han og Christopher først havde mødt hinanden. 

»Jeg har lært ham at kende, da jeg var 15-16 år. Vi havde samme vennegruppe på Amager. Han løb bare rundt og sang, mens vi andre spillede fodbold.« 

Det blev heller ikke en karriere indenfor fodbold, som Christopher Lund Nissen valgte at forfølge, og det undrer ikke Andreas Cornelius.

For han mener, at sangeren er præcis, som han har været i al den tid, han har kendt ham.

»Han spillede lidt med, når vi andre spillede fodbold, men så blev han ufokuseret og gik og sang. Så der er ikke meget, der har ændret sig. Han er den samme, som han altid har været.« 

Tirsdagens premiere er ikke Christophers første gang som skuespiller, da han tidligere har medvirket i filmen 'Toscana', men det er første gang, at sangeren har scoret sig en hovedrolle i en spillefilm.