»Jeg kender alle dem, som har lavet det her, og der er intet ondskabsfuldt i dem.«

Sådan lyder den kontante melding fra den garvede komiker Andreas Bo Pedersen, da B.T. fanger ham mandag eftermiddag til en snak om det kritiserede TV 2-program 'Alle elsker Rasmus'.

Det sker, efter at Andreas Bo Pedersen søndag delte et kryptisk opslag på sin Instagram-profil, hvor han kommer med en indirekte kritik af tv-branchen. For i hans optik bliver de 149 medvirkende i 'Alle elsker Rasmus' gjort til syndebukke for en usund tendens i tv-branchen.

»Altså, jeg er simpelthen nødt til at sige, at I får alle de politikere, I vælger, og I får det lort, som flest klikker ind på. Det her handler om opmærksomhed. Det eneste, TV 2 i den her sammenhæng har gjort, er, at de har ramt den forkerte timing,« siger han og forklarer, at seerne synes, at det er »sjovt at se en, der bliver ført bag lyset, taber kontrol eller som er til grin uden at vide det.«

»Det er fuldstændig tarveligt, at vi er en forbruger, en kunstner og en redaktion, der kollektivt er blevet enige om at gå i en forkert retning, og så dulmer vi vores dårlige samvittighed ved pludselig at stoppe op og pege fingre ad de medvirkende,« lyder det fra den garvede komiker, der fortsætter:

»Jeg håber på, at jeg havde haft rygrad til at sige nej, men når du bevæger dig i massesuggestion (kollektiv påvirkning, red.), og hele flokken er på vej i én retning, så er det fandeme svært at være den, der siger 'undskyld mig – skal vi ikke vende om her?'«

Ifølge Andreas Bo Pedersen er det synd, at ansvaret for indholdet og det kreative i højere grad bliver lagt over på redaktørerne end på kunstnerne:

»Redaktøren refererer ikke til sit sind eller til sine evner. Redaktøren refererer til tal, algoritmer, hvad der vises på andre kanaler, og hvor hårdt det skal klippes for at passe til deres kanal,« siger han.

Martin Johannes Larsen har jo været med til at skabe programmet. Er han så ikke en del af problemet?

»For at Martin Johannes Larsen overhovedet på noget som helst tidspunkt skal komme til at stå som kreatør på det her projekt, så er der nogen, der skal sige: 'Det vil vi gerne arbejde videre med',« siger Andreas Bo Pedersen og forklarer, at det i dag er svært at sælge programmer ind til tv-selskaberne, hvis ikke programmet allerede har kørt i udlandet.

»For at de overhovedet kan komme på en idé, som handler om skjult kamera i fire måneder, så vil jeg vædde med, at de kan referere til to eller tre internationale tv-programmer, hvor det er forsøgt. Ellers så havde de ikke fået lov til det,« siger han og fortsætter:

»Der er ingen på TV 2 eller DR, som siger: 'Lad os gøre noget helt originalt'. Altså, der er ingen, der tør lave noget, som ikke er afprøvet et eller andet sted.«

I Andreas Bo Pedersens optik bør man i stedet se tingene fra et større perspektiv:

»Jeg skal ikke blande mig i det her, og jeg gider ikke at hoppe med på en vogn, der hedder 'det her er forfærdeligt' og 'hvordan kunne de gøre det',« siger han og fortsætter:

»Jeg kan slet ikke forstå, hvad der bliver lavet af tv, og hvorfor man ikke ser på, hvad der er fedt indhold, og som er kreativt, kunstnerisk og teknisk dygtigt, frem for hvad der er sensationsskabende.«

Så du oplever, at de medvirkende bliver gjort til syndebukke?

»Det bliver de i den grad. De har lavet det her på Rasmus, og det må de stå på mål for,« siger Andreas Bo og forklarer, at når deltagerne har valgt at være med, så må de også stå ved, at de gjorde det, fordi de troede, at det var en sjov idé.

»Så vil jeg også sige, at de kendte også må lære at tænke 'er det en god idé eller en dårlig idé'? Lad være med at spørge 'er alle de fede med? For så vil jeg også gerne være med.' Altså, lad være med det. Så må de lære at vælge, om de kan lide idéen, eller om de ikke kan lide den,« understreger komikeren.

Kommer du ikke til at dreje opmærksomheden hen på dig selv med dit opslag?

»Når man sætter sin røv i klaskehøjde, så er det fuldt fair, at man siger: 'Nå, så fik du det nok til at handle om dig selv', men jeg er en del af den branche. Det handler ikke om mig. Det handler om den branche, som jeg forsøger at forsvare,« siger han til slut.