Mandag gennemgik tv-vært og iværksætter Andrea Elisabeth Rudolph en stor operation, hvor hendes bryst skulle rekonstrueres efter en kamp mod brystkræft.

Og alt er gået lige efter planen.

Det fortæller Rudolph Care-stifteren i en story på sin Instagram-profil.

»Jeg har det godt i dag og har fået at vide, jeg skulle gå et kvarter hver time. Jeg har ikke kvalme og der er ikke smerter. Det hele er gået så godt,« siger hun i videoen, hvor hun også fortæller, at der i sit stribede net, der ses på videoen, bæres rundt på dræn.

Andrea Elisabeth Rudolph fik konstateret brystkræft tilbage i februar 2021, efter hun opdagede en knude under sin ene arm.

Herefter gennemgik hun adskillige kemo- og strålebehandlinger, samt fik fjernet sit ene bryst.

Som følge af kræftforløbet fortalte Andrea Elisabeth Rudolph i sidste uge, at hun endnu gang skulle indlægges, for nu skulle brystet rekonstrueres.

'Det bliver en lang operation med seks-syv timer i narkose. Det er desværre ikke ligesom, hvis man 'bare' skal have lavet nye silikonebryster. Det er lidt mere besværligt end det,' sagde hun i en story på sin Instagram.

Som en del af forberedelserne til den nu veloverståede operation, skulle Andrea Elisabeth Rudolph til samtaler, måles og vejes og have foretaget en mammografi samt en scanning, da den ikke måtte være mere end tre måneder gammel.

Ovenpå operationen døjer den 46-årige tv-vært og iværksætter hverken med kvalme eller smerter, fortæller hun på Instagram.

Udover at fortælle om operationen roser Andrea Elisabeth Rudolph også personalet på Rigshospitalet for den behandling, som hun har modtaget.

Operationen er blevet gennemført godt halvandet år efter, at Andrea Elisabeth Rudolph blev erklæret rask.