Den tidligere tv-vært og nu skønhedsguru Andrea Elisabeth Rudolph tilføjer noget helt specielt til sin hudplejebutiks sortiment.
Nu er det nemlig muligt at købe vibratorer.
Fordi kvinder fortjener orgasmer. Og gerne endnu flere, siger Andrea Elisabeth Rudolph i et større interview med Berlingske.
Det er nemlig et feministisk oprør, der er i gang. Kvinder skal tage ejerskab over deres egen lyst og seksualitet, fastslår hun overfor mediet.
Hun får ondt i maven, når hun læser eller hører, at der er kvinder, som aldrig har fået en orgasme. Og det vil Rudolph altså gerne ændre nu.
For det skal hverken være pinligt eller svært at jagte orgasmen – også selv hvis det er med legetøj.
»Det handler om glød. Og det handler om nydelse og velvære,« fortæller Andrea Elisabeth Rudolph til Berlingske og tilføjer:
»Jeg håber virkelig, at vi kan være med til at lære de næste generationer, at der er en frihed forbundet med at have et godt forhold til sin krop og seksualitet. Kvinder må også gerne nyde. De skal faktisk nyde.«
For der er sket en ændring i, hvordan sexlegetøj ser ud, samt hvor man kan få fingrene i vibratorer og dildoer.
Tidligere blev de solgt i det skjulte med stor skam for køberen. Men i dag kan de hives ned i kurven i Magasin og Matas, hvor de er i fine farver og forskellige størrelser.
Og nu kan de altså også købes fra Rudolph Care, hvor de er lavet i samarbejde med sexshoppen Peech.
»Engang var sexlegetøj nærmest kun store dildoer. Vores produkter kan man både bruge selv og med sin partner – men det handler ikke om penetrering, men om stimulans og nydelse. Vi lever fandeme så kontrolleret, og alt er så ordentligt. Og det er rigtig dejligt at overgive sig til sig selv og sin krop.«
Det handler grundlæggende for Rudolph om at sætte pris på sin krop. Udforske den og nyde den.
Andrea Rudolph startede sin hudplejeserie, da hun i 2006 var gravid med sit første barn og fik testet, hvor mange kemikalier hun havde i kroppen. Til stor overraskelse havde hun rigtig mange.
Derfor valgte Andrea Rudolph at starte en kemikaliefri hudplejeserie, der senere har fået stor succes.