Anders Matthesen raser over tilskuere: 'Det er fandeme ikke okay at gøre'
En irriterende tendens blandt publikum får nu Anders Matthesen til at råbe op efter hans optræden ved Køge Festuge.

En irriterende tendens blandt publikum får nu Anders Matthesen til at råbe op efter hans optræden ved Køge Festuge.

Anders 'Anden' Matthesen har endnu en gang haft kalenderen spækket med optrædener.
Men ved et af de mange shows havde den garvede komiker en yderst ærgerlig oplevelse.
Det fortæller 'Anden' om i sin egen podcast, 'Den Hvide Væg'.
I podcasten tænder han for sin mikrofon i samme øjeblik, som han er trådt af scenen ved Køge Festuge – den årlige musikfestival i Køge i uge 35.
Her fortæller komikeren, at showet som helhed gik ekstremt godt, men mange af de glade tilskuere havde én træls tendens.
»Der var utroligt mange, der havde kameraer fremme, ikke bare for et øjeblik, men filmede det hele,« fortæller Anders Matthesen i podcasten.
Havde der været tale om et mindre arrangement, ville han have grebet ind og sagt noget til publikum. Han valgte dog at holde inde for ikke at ødelægge den gode stemning.
Det samme problem stødte han på, da han optrådte på Skanderborg Festival i sommer, forklarer han.
Her kunne komikeren se flere af sine jokes ligge på nettet allerede dagen efter showet – og det er på ingen måde i orden, slår han fast:
»Det er fandeme ikke okay at gøre. Alt det materiale, der tager år for mig at udvikle, har pludselig ikke nogen aktualitet, fordi der er nogle af tingene, der er så mundrette, at det er nemt at gentage for folk. Så bliver det fælleseje på en eller anden måde, og det er meget problematisk,« siger han i podcasten.
Anders Matthesen er da også tidligere gået drastisk til værks. Han mindes i podcasten en enkelt gang, hvor han simpelthen valgte at stoppe sit show fuldstændigt og forlade scenen, fordi en tilskuer nægtede at lægge sin telefon væk.
Trods de lidt for telefonglade tilskuere var Anders Matthesen dog i sidste ende enormt glad for, hvordan showet i Køge forløb.
Multikunstneren har fortsat flere optrædener på vej i oktober, hvor to af dem afholdes på Langeland og to i Klampenborg.