Anders Matthesen har stadig mere at sige om episoden under valgkampen, hvor han følte sig misbrugt af Socialdemokratiet.

Flere af partiets ministre brugte nogle af hans udtalelser om formueskat på sociale medier, og det sætter komikeren yderligere ord på i marts-afsnittet af hans podcast 'Den Hvide Væg'.

»Jeg har aldrig nogensinde sagt eller bare antydet, at formueskatten var en god idé, eller en dårlig idé for den sags skyld,« siger han i podcasten og pointerer:

»Jeg har sagt, at de ting, der kommer, dem kan vi ikke sidde og hyle over.«

De udtalelser, Anders Matthesen henviser til, faldt tilbage i marts, da han til Ekstra Bladet sagde, at hvis demokratiet skal fungere, er vi nødt til ikke at flæbe, når flertallet får ret.

Men det skulle altså ikke tolkes som et udtryk for en holdning fra Anders Matthesens side.

»Det er da muligt, at jeg har en holdning til de her ting, men hvis ikke man har et komisk take på det, så synes jeg ikke, at det klæder mig at sidde som komiker og lege politisk kommentator,« siger han og fortsætter:

»Tænk, hvis jeg faktisk kom til at påvirke nogen til at stemme det ene eller det andet, på et usagligt grundlag, fordi jeg ikke ved nok om det.«

I løbet af valgkampen inddrog både Sophie Hæstorp Andersen (S) og Rasmus Stoklund (S) komikeren i opslag om formueskatten på deres sociale medier.

Hæstorp skrev helt konkret i et opslag, der senere blev slettet, at 'Danmarks sjoveste mand siger ja' til forslaget om formueskatten.

Og det er blandt andet dette opslag, der får Anders Matthesen til at komme med en opfordring til politikerne:

»Ej, jeg synes, det klæder en at blive lidt ved sin læst. Politikerne og debattørerne og de finansielle eksperter, de kan jo være dem, der fremlægger godt og dårligt, og så kan folk tage stilling til det,« siger han i podcasten og tilføjer:

»Så kan jeg som komiker gøre grin med deres grimme tøj og deres klamme valgplakater. Og så kunne man overlade makrelmadderne og chilismagning til influencerne. Kunne det ikke være en rollefordeling?«

Han slutter opsangen af med endnu en opfordring:

»Det er virkelig ufint at tage musikere og komikere som gidsler i jeres valgkamp,« siger han og slutter af:

»Ej, skam jer lige lidt.«