Anders Matthesen fik sig en overraskelse på vej til prisfest: 'Det er meget typisk mig'
Det blev en begivenhedsrig aften for Anders Matthesen, der både kunne tage hjem med en pris og en mulig regning efter et uheld med bilen.

Det blev en begivenhedsrig aften for Anders Matthesen, der både kunne tage hjem med en pris og en mulig regning efter et uheld med bilen.

Det gik ikke helt, som det skulle, da Anders Matthesen torsdag aften var på vej til Nordisk Films prisoverrækkelse 'Isbjørnen'.
For på vej til prisfesten – hvor han vandt Alice-prisen og 100.000 kroner – kørte han ind i hegnet til Nordisk Film.
»Som jeg sagde på scenen, så påkørte jeg porten på vej ind, så det kan være at bilen skal udbedres lidt, og porten også. Nu må vi se, hvad der bliver råd til,« siger han til B.T. og den fremmødte presse.
Det var under sin takketale, at komikeren fik afsløret, at han havde kørt ind i porten, da han jokede med det. Anders Matthesen understreger dog, at ulykken ikke var nær så voldsom, som det ellers lød til.
»Det lyder måske mere voldsomt, end det er. Der var fem minutter til. Det er sådan en port, der lige åbner, når man kører hen til den,« siger Anders Matthesen og forklarer, at han troede, at porten ville åbne igen – selvom den var ved at lukke.
»Så fejlbedømte jeg lige. Jeg tror godt, at den kan lukke stadigvæk, men det kan godt være, at der kommer en regning alligevel,« tilføjer han.
Bilen fik også et »godt knas«, fortæller Anders Matthesen med et grin.
»Jeg er ikke øm over noget. Så længe at jeg ikke har slået mig eller nogen, jeg godt kan lide, men det er meget typisk mig, sådan noget,« siger han.
Er det din taktik at joke med ting, når det kommer for tæt på?
»Hvis jeg får en pris, så vil folk selvfølgelig gerne have, at jeg siger tak, men jeg tror også godt, at de vil have, at jeg tager det oppe fra og ned og laver nogle jokes,« siger han og fortsætter:
»Hvis stemningen bliver lidt for tung, så kan det hjælpe lidt at joke lidt.«
Han understreger dog, at han er meget glad for prisen, og at han »plaskede lidt ekstra med armene i poolen,« da han på en ferie til Japan fandt ud af, at han havde vundet prisen.