Anders Lund Madsen vil ikke have flere børn.
Den i dag 62-årige tv-vært fik sit første barn som 26-årig tilbage i 1989 og sidste år blev han far for ottende gang til datteren Viis.
Men den lille, grænsesøgende pige giver sine forældre så rigeligt at se til, at Anders Lund Madsen for sjov kalder hende Kaos – og har bestemt sig for at stoppe ved det ottende barn.
»Nu har jeg jo lille Kaos. Og det er rigeligt«, siger han i et stort interview med Politiken.
Til B.T. har Anders Lund Madsen da også tidligere fortalt, at det med fødslen af hans ottende barn var »endegyldigt stukket af«.
Og at der med fem hjemmeboende børn under teenagealderen var »fast arbejde« på hjemmefronten.

Ikke mindst forklarede Anders Lund Madsen baggrunden for at kalde yngste – og nu endegyldigt sidste – barnet for Viis.
»Jeg synes, det er et godt navn. Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis hun får lyst til at være super dumdristig og irriterende, men alle navnene er et forsøg på at give dem noget ballast,« forklarede Anders Lund Madsen da.
I det nye interview med Politiken beskriver han den nu halvandet år gamle datter som udfordrende, men sjov. Som én, der vil »se verden brænde« og en »kærkommen stresstest« for familien.
Anders Lund Madsen har de voksne børn Sofie My, Björk og Storm fra et tidligere ægteskab.
Sammen med sin nuværende hustru Karin Prehst Lund Madsen har han fem børn ved navn Modig, Stærk, Fri, Vild og senest lille Viis.
Med fødslen af Anders Lund Madsens sidste barn gik der en langvarig drøm i opfyldelse for hans hustru. Læs mere om det HER.
