Influencer Anders Hemmingsen er manden bag Instagram-profilen af samme navn. En profil, der underholder og forager 1,2 millioner danskere, der følger med i de daglige opslag på det sociale medie.

Det kan være alt fra en video af en person, der falder sin cykel, til sjove billeder og såkaldte memes. 

Meget af indholdet har hans følgere sendt til ham, og Anders Hemmingsen forklarer selv, at intentionen med profilen er at vise Danmarks hverdag frem og give folk et smil på læben. Men det er ikke alle, der smiler. 

For tiden vælter kritikken nemlig ned over Anders Hemmingsen, særligt på Reddit, hvor brugere mener, at influenceren bruger sin profil til at udstille folk mod deres vilje. 

Flere brugere sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt de personer, som uforvarende optræder i nogle af hans videoer og fotos, har givet deres samtykke til, at Anders Hemmingsen deler det med millioner af danskere. 

Særligt en video, hvor en kvinde går model for et modeshow på Bornholm, har fået folk op af stolen. 

»Det er så sygt usmageligt at gøre det her UDEN samtykke først. Fatter det simpelthen ikke i 2023. KOM IND I KAMPEN,« skriver en bruger på Reddit

Og netop manglen på samtykke er på kant med reglerne med databeskyttelse, fortæller Thomas Pallesen, der er lektor i mediejura på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

»Når Anders Hemmingsen deler indhold, hvor han ikke har fået samtykke fra personerne, der optræder i videoerne eller på billederne, så er han på kant med databeskyttelsesreglerne,« fortæller Thomas Pallesen, og tilføjer:

»Han har ikke blot et ansvar, det er ham, der er ansvarlig.«

Da Anders Hemmingsens Instagram-side ikke er registreret i Pressenævnet er profilen underlagt GDPR-reglerne og databeskyttelsesregler, som alle andre.

Medier, der er registreret i Pressenævnet, kan omgå disse regler, hvis indholdet har samfundsmæssig relevans. Men det kan andre altså ikke.

B.T. har forelagt Anders Hemmingsen kritikken, og influenceren erkender, at han har begået en fejl.

Kvinden i den omtalte modelvideo har nemlig ikke givet samtykke til, at videoen kunne bruges. 

»Den video er en undtagelse. Jeg har snakket med vedkommende, hvis mor optræder i videoen. Kvinden skrev efterfølgende, at det er hendes mor, og jeg kvitterer med, at jeg sletter den med det samme,« forklarer han, og tilføjer:

»Jeg lægger mig fladt ned.«

Datatilsynet, der fører tilsyn med, at reglerne om databeskyttelse bliver overholdt, har på deres hjemmeside en beskrivelse af, hvornår der er tale om brud af databeskyttelsesreglerne:

'Når der ikke er tale om rent personlige og familiemæssige aktiviteter, vil databeskyttelsesreglerne finde anvendelse. Dette vil være tilfældet, hvis man som offentlig myndighed, privat virksomhed, forening o.l. offentliggør billeder på internettet af genkendelige personer,« står der på hjemmesiden. 

Det samme understøtter Thomas Pallesen. 

»Der er nogle spidsfindigheder i det. Men det er udgangspunktet, at han skal have tilladelse fra personerne, da siden fungerer som et lille firma. Hvis H&M begyndte at dele billeder af en på gaden på deres Instagram, så ville der jo ikke være nogen tvivl. Det ville være et brud af reglerne,« uddyber Thomas Pallesen.

Anders Hemmingsen forklarer, at han ikke mente, at man kunne genkende personerne i videoerne, samt at der var tale om et arrangement og altså ikke en video, der blev filmet ind i en privat lejlighed.

Men videoen er optaget gennem et vindue ind i en butik, hvilket betyder, at den er optaget på privat område, og kvinden er faktisk genkendelig. Til det gentager Anders Hemmingsen sin udtalelse. 

»Igen, den er pillet ned,« siger han. 

Anders Hemmingsen fortæller til B.T., at han har mange overvejelser, når han vælger, hvad der skal deles på profilen. 

»Jeg gør alt for at få spurgt vedkommende, om det er o.k., at indholdet bliver brugt. Jeg tager stilling til alt, hvad der bliver delt,« forklarer han.

Og ifølge ham, er det altså ikke, fordi der bliver sendt mange klager hans vej. Det sker et par gange om året, hvor han fortæller, at indholdet bliver fjernet med det samme.

B.T. har været i kontakt med Datatilsynet, der ikke har fundet klager mod Anders Hemmingsens Instagram-profil.

Lyt til det nyeste afsnit af 'Det, vi taler om' her: