Anders Blichfeldt sælger sin luksusvilla: Står til kæmpe milliongevinst


De sidste mange år har den store luksusvilla i Hillerød dannet rammen om Anders Blichfeldt og familiens hjem.
Flere store 'Big Fat Snake'-hits er blevet til i hjemmets speciallavede lydstudie, og nu kan alle de 441 kvadratmeters luksus blive dit.
Boligsiden Boliga skriver nemlig, at Anders Blichfeldt har sat hjemmet, han selv fik opført tilbage i 2008, til salg.
Og for den nette sum af 19.350.000 kroner kan pragtvillaen i Hillerød, lige i baghaven til Frederiksborg Slot, således blive din.
Herunder hører hele 11 værelser, og derudover er der også en stor grund på knap 5000 kvadratmeter med både have og terrasse.
Anders Blichfeldt købte grunden i 2007, hvor han sammen med sin kone – og en arkitekt – har fået skabt et lyst levehjem for dem og deres fire børn.
Dengang var prisen blot 5,6 millioner kroner, så 'Big Fat Snake'-forsangeren står til at kunne stikke 13,75 millioner kroner i lommen – selvfølgelig uden at medregne de mange millioner, som opførslen garanteret har kostet.