I august sidste år udkom Amalie Szigethys eget program 'Amalie – mit kaotiske kærlighedsliv'.
Og selvom der var planer om en anden sæson af Prime Video-serien, har hovedpersonen nu selv valgt at sige stop.
Det skriver Amalie Szigethy i et opslag på Instagram.
»De sidste to år har været crazy. Fyldt med både smukke øjeblikke og svære perioder. Jeg har kæmpet, håbet og haft store drømme – og samtidig haft 'mundkurv' på omkring nogle projekter, hvilket til tider har været virkelig svært for mig.«
Derfor har hun nu valgt at lytte til sin mavefornemmelse og intuition.
»Og den har været tydelig for mig, men svært at modstå i denne branche. Jeg har – med den største ydmyghed for alle de mennesker, som har arbejdet med mig – valgt at takke nej til en sæson to af 'Amalie – mit kaotiske kærlighedsliv'.«
Amalie Szigethy, der også er kendt fra 'Paradise Hotel' og 'Forsidefruerne', skriver, at hun er stolt af sit valg, trods hun har brugt meget tid på projektet.
Samtidig løfter hun lidt af sløret for fremtiden.
»Det betyder også, at der foreløbig ikke kommer et nyt tv-program med mig. Men det betyder ikke, at jeg er færdig med tv – bare at jeg vælger mere bevidst og med hjertet forrest.«
Amalie Szigethy delte i programmet ikke mindst ud af sit kaotiske forhold til den mangeårige on-off-kæreste Mikkel Skelskov.
Efterfølgende har der dog fortsat været spekuleret i, hvorvidt parret var sammen og holdt kontakt om deres fælles børn.
Senest i oktober lød det blot fra Amalie Szigethy, at hun var selvvalgt single og i 'proces med noget heling'.
