Da Amalie Dollerup i 2016 blev forlovet, manglede hun i første omgang én ting.

Den 37-årige skuespiller havde selv friet til sin kæreste under en ferie i Budapest, og da hun af den grund stod uden en klassisk forlovelsesring, fik hun hjælp fra 'Badehotellet'.

Amalie Dollerup er i dag gift med sin jævnaldrende skuespillerkollega Andreas Jebro, der selv har haft et indhop i de seneste sæsoner af TV2s hitserie som modstandsmanden Claus Villumsen.

I bogen 'Bogen om 'Badehotellet' kan man læse, at den forlovelsesring, som Amalie Dollerups karakter bærer i seriens anden sæson, er den samme, som hun senere bar under sin egen forlovelse.

Amalie Dollerup og Andreas Jebro under et pressemøde på 'Badehotellet' i 2022.
Amalie Dollerup og Andreas Jebro under et pressemøde på 'Badehotellet' i 2022. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Amalie Dollerup fortæller videre overfor B.T., at det var 'Badehotellets' chefkostumier Margrethe Rasmussen, der gav hende lov til at bruge ringen privat, da hun manglede et synligt bevis for sin forlovelse.

»Jeg elsker den ring. Jeg synes, den er så smuk. Den er meget lille og passede fuldstændig til min lillebitte hånd og lille finger,« fortæller Amalie Dollerup og fortsætter:

»Hun vidste, at vi ikke kom til at bruge ringen igen (I 'Badehotellet', red.). Den var lavet til mig.«

I forbindelse med brylluppet den 5. august 2017 gav Amalie Dollerup og Andreas Jebro et interview til Billed Bladet.

Amalie Dollerup under et pressemøde for 'Badehotellet' i 2024.
Amalie Dollerup under et pressemøde for 'Badehotellet' i 2024. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Her fortalte Amalie Dollerup om sit frieri:

»Jeg vidste, at Andreas er mand nok til, at jeg kunne fri. Jeg gik dog ikke ned på knæ. Bare det at spørge er rigelig i sig selv, skulle jeg hilse og sige.«

Den tiende og sidste sæson af 'Badehotellet' har premiere på TV2 den 3. marts.

I videoen øverst kan du se, hvad Amalie Dollerup ellers har fået lov til at beholde af rekvisitter fra serien.