TV 2-programmet 'Alle elsker Rasmus' har skabt debat herhjemme. Men det er langt fra kun danskerne, der har fået øjnene op for programmet.

Også i udlandet vækker det opsigt – og reaktionerne er ikke ligefrem milde.

Det tyske medie FOCUS Online kalder programmet en direkte »tv-skandale« og skriver, at Rasmus Wallbridge blev offentligt ydmyget i månedsvis.

I Storbritannien er dommen mindst lige så hård.

Mirror bruger ord som »grusom« og »svindelnummer«, mens The Sun skriver, at Rasmus Wallbridge blev udsat for et »brutalt overgreb« og sammenligner programmet med filmen 'The Truman Show'.

En sammenligning, der også går igen hos svenske SVT, som samtidig skriver, at både seere og politikere er blevet forargede.

Også i Norge er kritikken markant. Her kalder VG blandt andet programmet et »ubehageligt psykologisk eksperiment«.

Herhjemme væltede kritikken også ned over TV 2, der i sidste ende besluttede at trække programmet tilbage. 

Flere af de 149 kendte mennesker, som var med til at bedrage Rasmus Wallbridge i fire måneder, har sendt undskyldninger til ham og beklaget deres deltagelse. 

Rasmus Wallbridge tog til orde på Instagram, hvor han skrev, at han godt kunne forstå den store interesse for hans person, men at han i samråd med sine nærmeste havde besluttet at holde fokus på sit kommende show. 

B.T. har tidligere beskrevet komikerens reaktion på tv-bedraget. Det kan du læse mere om HER.