For halvandet år siden gik Alfred Midé Erichsen på knæ for kæresten Madeleine Holbek på en ferie på Fiji.

Nu er parret blevet gift, viser nye billeder fra tv-personlighedens Instagram. 

'Sommerens højdepunkt<3,' lyder det i beskrivelsen af en billedserie af brudeparret. 

Alfred Midé Erichsen, der er søn af tv-kaptajnen Mikkel Beha Erichsen og Marian Midé Andersen, og som har medvirket i blandt andet TV 2-hittet 'Kurs mod fjerne kyster', friede under en to ugers ferie til Fiji, inden optagelserne startede til et nyt tv-program.

Dengang havde parret været kærester i seks år. 

Madeleine fortalte om frieriet sidste år til B.T. på en rød løber til premieren på den sidste sæson af 'Vild med dans', hvor Alfred Midé Erichsen medvirkede som nydanser. 

Dengang kunne hun afsløre, at brylluppet skulle være om sommeren i Danmark. 

»Det bliver noget helt stille og roligt. Jeg tror ikke, vi går med noget kirke-noget,« fortalte hun. 

Nu er parret så blevet gift, men det er uvist, hvor brylluppet endte med at blive afholdt.