Tidligere på året kunne Alfred Midé Erichsen afsløre, at han var blevet forlovet.
For nylig blev det så afsløret, at eventyren Mikkel Behas yngste søn er blandt de sidste nydansere i 'Vild med dans' – og det skal udnyttes op til brylluppet, afslører han.
Efter seks år som par friede Alfred Midé Erichsen til kæresten Madeleine Holbek Boldsen på en ø på Fiji, mens han og familien optog den seneste sæson af deres 'Kurs mod'-serie.
Nu er det så TV 2s dansekonkurrence, som Alfred Midé Erichsen stiller op i, inden bryllupsklokkerne ringer.

»Det er da dejligt lige at lære at danse lidt inden. Vi havde også snakket om, om Madeleine også lige skulle nå at lære lidt,« fortæller Alfred Midé Erichsen, da B.T. møder ham til pressedag på den kommende sæson.
»Jeg har i hvert fald lovet hende, at han kan,« tilføjer hans dansepartner Camilla Dalsgaard med et grin.
Alfred Midé Erichsen, der ud over at være tv-eventyrer arbejder som snedker til daglig, har dog ikke det store behov for at danse klassisk brudevals med sin kommende hustru.
Men danses, det skal der selvfølgelig, når den 26-årige nydanser og Madeleine Holbek Boldsen bliver smedet sammen.

»Det er klart, men der er det jo sjovere at bringe salsa movesene frem!« siger Alfred Midé Erichsen med et smil.
»Det kunne være, man skulle lave et miks af noget,« tilføjer Camilla Dalsgaard med et glimt i øjet.
Alfred Midé Erichsen er dog »ikke så traditionelt anlagt«, slår han fast.
»Så det bliver nok ikke det store klassiske bryllup. Det bliver nok mere bare en stor havefest,« fortæller han.

De nærmere detaljer, såsom hvornår brylluppet skal stå, er dog endnu ikke på plads.
»Det bliver på et eller andet senere tidspunkt, jeg tror, det bliver en gang næste år. Vi har ikke helt planlagt det hele endnu,« fortæller Alfred Midé Erichsen til slut.