De har kæmpet med røven i vandskorpen i en længere periode.

Men nu er det endegyldigt ovre for kendiskokken Anders 'Kuk' Kristensen og hans kokkemakker Nicklas Friis Jensen.

Således er makkerparrets restaurant 'Elfe', der ligger i Risskov, Aarhus, officielt gået konkurs. Det bekræfter de to kokkes kurator til Århus Stiftstidende.

Han mener dog, at de to konkurserklærede kokke kan se ind i et salg af konkursboet snarest.

»Der er stor interesse herfor fra flere restauratører, da Risskov er et attraktivt område med købestærke kunder. Jeg har derfor en forventning om, at det snarest lykkes at videresælge restauranten til en ny (udefrakommende) restauratør,« lyder det fra kurator Morten Moltke Nygaard.

Konkursen kommer efter en række svære regnskabsår for den Aarhus-baserede restaurant.

I henholdsvis 2021/22 og 2022/23 bød på et underskud på omkring en million kroner før skat, mens det i 2023/24 steg til omkring halvanden million.

Anders 'Kuk' Jensen er kendt som 'Big Chef' på TikTok og er i øjeblikket aktuel i TV 2-programmet 'Fem fede kokke'.

Århus Stiftstidende har forgæves forsøgt at få en kommentar fra både tv-kokken og hans makker Nicklas Friis Nielsen.