Ærlige Rasmus Seebach: 'Jeg har et skrøbeligt sind'
Seebach er aktuel med en ny musical, som handler om et emne, han er særdeles bekendt med.

Seebach er aktuel med en ny musical, som handler om et emne, han er særdeles bekendt med.

Masser af succes er ikke garanti for, at livet føles let, lyst og lykkeligt.
Rasmus Seebach er snart aktuel med en ny musical om psykiske problemer.
Og nu afslører hitmageren selv, at det er en problemstilling, han kender særdeles godt.
Musicalen 'Olivia' handler om angst og frygt hos unge.
Forestillingen får premiere på Østre Gasværk Teater om en måned, og det er Rasmus Seebach, der sammen med Lars Ankerstjerne og Andreas Sommer har skrevet stykket.
I et interview med Se & Hør afslører Seebach, at han kender musicalens problematikker fra sig selv.
»Jeg kan relatere totalt meget. Jeg har selv et skrøbeligt sind. Et sind, som nogen gange er svært at finde ud af, hvad der sker heroppe (i hovedet, red.). Så jeg er jo fra den generation, hvor man ikke rigtig talte om det, så jeg synes, det er dejligt at leve i en tid, hvor de unge mennesker er meget bedre til at tale om det,« lyder det fra Seebach.
Han håber, at musicalen kan være med til at skabe debat om et svært emne, »som herre mange mennesker« bøvler med.
Han indrømmer også, at sangprocessen har været udfordrende, fordi han og de øvrige tekst- og manuskriptforfattere blev nødt til at dykke ned i sig selv og finde de mørke ting frem.
Heldigvis har han både vennerne og kæresten Julie til at læsse af på, når alt bliver for gråt.